(Post)faktualitetens kimæriske eksistens

by Vladan Cukvas

En gang var der en faktuel verden regeret af dronning Sandhed. All var glade for den, for det var en verden man kunne stole på. Men en dag kom djævlen Internettet og den faktuelle verden gik under. Til folks store forvirring efterlod djævlen sig mange verdener og låste den gode dronning i det hundredespejl rum. Det skabte stor ærgrelse blandt hendes trofaste embedsmænd, som lige siden måtte live i det de kaldte den post-faktuelle verden. Men efter nogen tid gik det op for nogen, at djævlen Internettet blot var en af dronning sandhedens mange ansigter og at den var speciel, fordi den havde stor kæft og plaprede løs om alt. Men mest af alt kunne han lide at tale om dronningens embedsmænds beskidte løgne da den troede, at løgne er lige så afslørende som sandhederne selv. Mange kom til den erkendelse, om så ubevidst, at sandheden aldrig fandtes. Af dem der gjorde det var nogle glade og jublede, mens andre havde den følelse, at de lige pludselig vågnede op helt nøgne i skolegården. De havde behov for at snakke om deres utryghed og kunne ikke undgå at udtrykke væmmelse ved djævlens værk. Flere årtier efter at Internettet forbandede verden til selvudrensning bliver interessen for det iørefaldende begreb ”post-faktuel” gang på gang genoplevet i håbet om forbandelsen vil blive ophævet og den faktuelle verden vil genopstå. Men djævlen var så snedig, at han lavede en fælde, så alle der ville gå tilbage til det gamle blev hurtig låst i det hundredspejl rum. Det der følger er historien om djævlens forbandelse fortalt af djævlen selv. Continue reading

Den hovedløse politiske diskurs – hvor blev det kritiske syn af?

by Vladan Cukvas

Descartes’ skeptiske visdom at skære verden over i to

At være naiv kan virke befriende for de fleste. Det naive menneske kendetegnes ved at det tror, at verden er som den tager sig ud. Der er intet skin, ingen hemmeligheder eller gåder. Derfor slipper det naive menneske for at tænke over verden og kan nyde dens barnlige enkelthed selv når den udstiller sin forvirrende kompleksitet.

Noget anderledes forholder det sig med filosoffer og videnskabsmænd. De har for længst forkastet det naive billede som noget ganske useriøst og delte verden i to – den illusoriske og den ægte verden.  Verden for dem var for det meste drilsk, mystisk og skjult, og for at begribe den skulle man være kritisk og forsigtig. Frem for alt skulle man hele tiden kigge bag kulisserne.

At kigge bag kulisserne var Descartes’ anbefaling, som alle ægte videnskabsfolk har fulgt til punkt og prikke. Efter et utal af generationer, som fik ordentlig skolegang, blev det kritiske syn en udbredt norm. Alle skulle have lært at stille de kritiske spørgsmål, for det var vejen frem til den ægte verden. Men blev det egentligt så udbredt en norm?

Selv et hurtigt, overfladisk blik på den moderne politiske diskurs viser, at mennesker svigter konsekvent denne visdoms rettesnor og vælger at tro, at skinnet ikke bedrager i den politiske verden. Continue reading

Myten om den gode hyrde – må kun tænketanke tænke?

 

Af Vladan Cukvas  / 30. oktober 2014

 

For ikke så længe siden læste jeg en artikel i Information med en kryptisk titel ”Træk en sandhed i automaten”. Under dens velartikulerede og akademiske sprogfacade kunne jeg ikke undgå at høre jammeren over erosion af tilliden til autoriteter på vidensområdet, hvor viden skal forstås meget bredt. Skylden for denne sørgelige og endda farlige tendens skulle, ifølge artiklen, ligge hos de mange internet brugere, som i vores digitale verden hurtigt kan klikke sig til en selvbestaltet ekspert indenfor et eller flere områder. Og ikke nok med det, men endnu værre er det, at det brede publikum begyndte i højere grad at falde for dette svindelnummer. Det er hvad denne erosion af tilliden til den officielle ekspert går ud på – en udvanding af skellet mellem viden og ikke-viden i den postfaktuelle verden, ved at ekspertens territorium bliver invaderet af stort set alle med adgang til internettet, men uden evne til at håndtere den store mængde informationer de bliver udsat for. Publikum er begyndt at bytte de dyre billetter til en ægte akademisk forestilling for gratis adgang til et cirkus af selvindlysende og nemt fordøjelige sandheder. Det passer egentlig godt med vores fast-food kultur.

Men forholder det sig virkelig sådan? Er uofficiel viden et oxymoron? Skyldes inflation af ekspert begrebet alle andre end de officielt udnævnte eksperter?

Svaret på dette spørgsmål vil man få i sondringen mellem officiel og alternativ, mellem en ”ægte” forsker og en ”lægforsker”, som er en der for vildt i informationsjunglen da han var på vejen fra en lægmand til en ægte forsker. Continue reading