Myten om den gode hyrde – må kun tænketanke tænke?

 

Af Vladan Cukvas  / 30. oktober 2014

 

For ikke så længe siden læste jeg en artikel i Information med en kryptisk titel ”Træk en sandhed i automaten”. Under dens velartikulerede og akademiske sprogfacade kunne jeg ikke undgå at høre jammeren over erosion af tilliden til autoriteter på vidensområdet, hvor viden skal forstås meget bredt. Skylden for denne sørgelige og endda farlige tendens skulle, ifølge artiklen, ligge hos de mange internet brugere, som i vores digitale verden hurtigt kan klikke sig til en selvbestaltet ekspert indenfor et eller flere områder. Og ikke nok med det, men endnu værre er det, at det brede publikum begyndte i højere grad at falde for dette svindelnummer. Det er hvad denne erosion af tilliden til den officielle ekspert går ud på – en udvanding af skellet mellem viden og ikke-viden i den postfaktuelle verden, ved at ekspertens territorium bliver invaderet af stort set alle med adgang til internettet, men uden evne til at håndtere den store mængde informationer de bliver udsat for. Publikum er begyndt at bytte de dyre billetter til en ægte akademisk forestilling for gratis adgang til et cirkus af selvindlysende og nemt fordøjelige sandheder. Det passer egentlig godt med vores fast-food kultur.

Men forholder det sig virkelig sådan? Er uofficiel viden et oxymoron? Skyldes inflation af ekspert begrebet alle andre end de officielt udnævnte eksperter?

Svaret på dette spørgsmål vil man få i sondringen mellem officiel og alternativ, mellem en ”ægte” forsker og en ”lægforsker”, som er en der for vildt i informationsjunglen da han var på vejen fra en lægmand til en ægte forsker.

For det første må man sige, at forfatteren er bevidst om den autoritetskrise, som har vokset så stort, at intet længere forbliver helligt. Dette inkluderer også den ofte nævnte Oplysnings arv og vidensidealet, som er kommet på afveje ved at træde i de samme dogmatiske og autoritære spor det selv engang var med til at udslette. Det er det gode ved artiklen. Vågenhed, opmærksomhed, fornemmelse for situation. Altså, selve bevidstheden om at den videnskabelige kaste står overfor nye udfordringer angående dens ubestridte autoritet, der kommer fra de kræfter, som den selv har affødt. Lidt ligesom bevidstheden om at der findes livsstilssygdomme, der truer med at slå ihjel den som nægter at ændre sin livsstil. Viden til alle idealet førte ved hjælp af internettet og den hurtige spredning af (des)informationer til at lige pludselig alle er blevet (u)vidende.

Det som bekymrer mest er den implicitte og alt for synlige dogmatisme i artiklens hoved præmis, som lyder nogenlunde således: Vi, de officielt anerkendte som lærde, hvis konsensuale videnskabelige kærne udgør sandheden, hvis teorier og synspunkter udgør den officielle viden, vi har ret, de andre tager fejl. Og sådan er det bare. Punktum!

Køber man denne præmis, er det naturligt at undre sig over hvorfor de utaknemlige dummehoveder, der bruger internettet til andet end porno og online shopping ikke længere stoler ubetinget på eksperterne.

Led os slå det fast med det samme, at officiel ikke er et epistemologisk begreb, og hører ikke med til kriterierne for bedømmelse af en teoris gyldighed. For at være på det rene er det ikke gyldigheden der omtales i artiklen, men derimod sandheden. Sandheden bliver nævnt flere gange uden at forfatteren forholder sig til det mest omdiskuterede begreb indenfor videnskabsteori. Det kan vi se gennem fingre med, da det kniber med plads i en avisartikel til at have en ægte filosofisk diskussion, så vi må nøjes med en kvasi-filosofisk.

Jeg må indrømme, at sidst i artiklen kommer en gode pointe, men undervejs har forfatteren flere misser og jeg er nødt til at kigge på nogle af dem.

Artiklen nævner klimadebatten og lægevidenskaben som eksempler på, hvor det er gået grueligt galt, men undgår at komme ind på de vigtigste punkter hvorfor der opstår så meget skepsis på disse områder af viden produktion. For eksampel, fejler artiklen at belyse hvorfor lige netop er klimadebatten et godt eksempel på kritisk tænkning eller bevidst manipulation. Det er dennes politiske og geopolitiske betydning. Da relativitetsteori blev accepteret blandt fysikere medførte det ikke nogen politisk storm. Politisk var det ganske ligegyldigt om det var Newtons eller Einsteins syn på verden, der gjaldt. Men hvorvidt Denmark, Kina eller USA skal nedlægge eller omstille store dele af sin industri for at reducere CO2 udslip, og dermed undergrave sin økonomi og gøre sin fremtid usikker, er uhyre vigtigt for disse nationer. For det er en kendsgerning, at vi går meget op i effektiviteten, og af den grund har vi tendens til at bruge de billigste og lettilgængelige ressourcer først. Naturens subventioner glemmer vi at tage med i regnestykket. Dette medførte, at på trods af de ærlige anstrengelser fra klimaeksperter for at rede verden, er det ikke lykkedes dem at føre klimadebatten på en politisk neutral plan, hvilket netop har gjort klimadebatten så sårbar over for mistilliden. Lige så lidt som ingen ønsker at betale den ultimative pris, lige så lidt er verdensnationer klar til at betale en større del af regningen end andre, og det er netop hvad klimadebatten er ofte blevet brugt til – til andet end klimaet. Nåh ja, climategate har ikke gjort det nemmere for klimaeksperter at fastholde skinnet af den videnskabelige objektivisme.

Yderligere, tager forfatteren det for givet, ligesom mange klimaeksperter, at CO2 udslip, og dermed mennesket, er den afgørende faktor for den globale opvarmning og for klimaet. Implicit tager han springet fra forurening, hvilket er skidt og skal nedsættes (det er stort set alle enige om), til den globale opvarmning og så til klimaet og implicit til et katastrofe scenario med en ny istid. Men hvis der findes et videnskabeligt område, som er beslægtet med kaos teorien og umuligheden for at forudse hvilke faktorer og i hvor høj grad de påvirker det endelige resultat, så er det videnskab om vejrfænomenerne. Og klimaet, som ikke er lige med vejrfænomener, men med periodiske vejrmønster over større eller mindre geografiske områder, lever sit eget liv, i hvert fald ifølge den etablerede videnskab, som forfatteren er en ivrigt forsvarer for. Læs blot Milankovićs teori (begynder ved. 34:00 min) om istidernes cykliske natur, som kan forklares ved Jordens position i forhold til Solen.

Det tredje årsag til skepticisme nævnes slet ikke, og det er de store økonomiske interesser som handel med CO2 kvota (Cap and Trade) har medført. Ikke kun har de store finansielle virksomheder som Goldman Sachs, der i øvrigt synes at havde tegnet et abonnement på en plads på anklagebænken for finansiel svindel, er blevet hovedaktør på klima området ved at handle med disse kvoter (og siden 2008 har manipuleret prisen på kvoterne ved hjælp af finansielle instrumenter kaldet derivater – colateralized debt obligation på engelsk), men skatteyderne finansierer deres enorme profitter ved at betale en slags luftskat, hvilke kvoterne egentlig er. Skulle det vise sig at en del af den indtjening bruges til at facilitere klimadebatten og klimaforskning kan man med rette stille spørgsmålstegn ved de konklusioner der måtte udspringe deraf. Så længe klare beviser for det ikke er fremført er dette blot et hypotetisk argument. Men henvisning til den store konsensus blandt videnskabsfolk er også et hypotetisk argument på sin vis. Hvis vi antager at vi forbliver enige, så må vi sluttelig tro at sandheden er inden for rækkevidden. Men videnskabens historie er fyldt med eksampler på hvordan konsensussen stod i vejen for de teorier, der senere blev accepteret. Her handler det dog ikke om at komme med nogle nye beviser, ej heller teorier om klimaændringer, men om at påvise kilden for mistænksomhed overfor eksperter. Det er eksperternes integritet der er på spil, da deres synderegister vokser sig større idet internettet gør det sværere at skjule det.

Det er især de økonomiske interesser, der også er hovedkilden til den udbredte mistro til lægevidenskaben. Ingen benægter at et kirurgisk indgreb på en tre måneder gammel foster er et stort fremskidt for medicin. Og at sådanne teknologiske og videnskabelige ”mirakler” øger vores tillid til eksperterne hersker der ingen tvivl om. Men samtidigt er det et faktum, at flere mennesker (især aktionær) lever af kræft end der dør af den, ligeså meget som det er et faktum at den moderne medicin bygger på ideen om avancerede lappeløsninger. Målet er ikke en sund verden, men en syg verden der effektivt kan vedligeholdes. Mod betaling, selvfølgelig. Det samme gælder sukkersyge, som bl.a. WHO udråbte til en epidemi, en udvikling, som var med til at få bl.a. Novo Nordisks aktier til at stige til stor glæde for ikke kun aktionærerne, men også for læger. Et begreb, som medicinalindustrien og dens relation til lægevidenskaben findes slet ikke i artiklen. Ethvert forsøg på at undersøge denne relation kritisk beløber sig ifølge artiklen til konspirationisme, misinformation og hjernevask, eller til det eufemistiske begreb om demokratisering af viden, selv når det kommer fra de etablerede og ”officielle” eksperter, som fx Peter Gøtzsche. Det voldsomme angreb på et af sine egne vidner om videnelitens manglende tolerance overfor kritik. Der er efterhånden mange historier i den moderne videnskabelige praksis, der ligesom Gøetzsches ender som Ørneflugt. Det øger ikke tilliden.

Om disser misser er bevidst gjort fra forfatterens side eller ej kan vi kun gisne om, men det stemmer godt overens med hoved præmissen.

Nåh ja, jeg glemte næsten den 9/11. Ikke nok med at den officielle teori er strengt taget en konspirationsteori, men når pårørende til de mennesker som mistede livet i WTC begyndte at stille kritiske spørgsmål til den officielle rapport, så var det fordi den officielle rapport blev opfattet som et amatøragtigt forsøg på at skjule sandheden eller dilettantisme af den værste slags. Rapporten, som sejt nok findes på internettet, kunne ikke engang få det rigtige antal bygninger der kollapsede rigtigt. Og de mennesker som tør sige det åbent (heldigvis kan man stadigvæk gøre det i USA, som i øvrigt er to årtier foran Europa og resten af verden når det gæler brug af internettet) er ikke ligefrem lægmænd, men eksperter indenfor deres respektive områder.

Dermed er svaret til spørgsmålet om hvorfor tilliden til eksperterne daler i dag antydet. De bærer åbenbart en del af skylden for det. Det ser ud til, at der findes en general og smitsom mistillid til autoriteter, som spiller fra det ene område til det andet, og videnskaben er ikke blevet sparet i denne proces. Selv om Wikileaks, Offshoreleaks, Edward Snowden, Giulio Andreotti (Gladio) osv. bidrager til den udbredte skepsis på visse ikke videnskabelige områder, bliver videnskaben generelt berørt delvis fordi, videnskabsmænd selv forbliver tavse omkring disse afsløringer. Eksperter der udvikler overvågningssystemer, masseødelæggelsesvåben, spionsoftware, finansielle instrumenter eller GMO uden at tage stilling til moralske spørgsmål under påskud af at moralen ligger udenfor deres felt gør sig selv og sit arbejdsområde til objekt for denne skepsis.

Hvad er så blevet med skelnen mellem officiel og alternativ, mellem viden og ikke-viden? Viden produktion er en social proces, og som sådan vil den altid være set i forholdet til de sociale, politiske og økonomiske interesser indenfor hvilke den udfolder sig. Det er vidensarkæologiske arbejde, sådan som Foucault betegnede det, som vi skal være parate til at udføre, hvis vi skal kunne forstå denne proces. Det er social epistemologiske problemstillinger vi skal forstå for at forstå hvad viden er og hvordan den er blevet til. I vores tid, hvor viden nyttiggøres og markedsføres kan vi stole på at videnmarkedet vil regulerer sig selv? Vil de officielt bestaltede forskere kunne styre sit arbejde udenom de farer og fælder der måtte opstå undervejs. ”Lægforskere” tror ikke på at de kan. De kæmper mod en udbredt overtro, at dem der sidder i forsknings centre og på universiteterne har monopol på viden, og at de er ufejlbarlige. Albert Einstein var på tidspunktet, der han skrev sin Relativitets teori en uofficiel forsker, måske endda en lægforsker.

Denne overtro får sin næring fra folks korte hukommelse. Det var de samme institutionaliserede eksperter, som ikke slog alarm da finansverden kollapsede i 2008, det var de officielle økonomieksperter fra de internationale credit rating agencies som Moody’s, Fitch og Standard&Poor som gav top karakter til Wall Street bankerne få uger inden de kollapsede (stadigvæk er det en lille bommert i forhold til den forestående globale Ponzi-skema katastrofe), det var eksperter herhjemme som påstod at Amagerbanken kunne redes (mon, hvad Karsten Ree vil sige til dem), at asbest ikke er sundhedsskadelig, at sparepære er god for miljøet, at rejsekortet virker, at udbruddet af H1N1 var en pandemi, at Fukushima atomkraftværket var sikret mod naturkatastrofer, at Titanik var synkefri, at kommunismens kollaps var enden på historien, at vores privatliv på nettet er sikret, at trefaset generator var en umulighed, at flogiston findes, at fem hundrede tusind Irakiske børn der døde som følge af sanktioner og krig var en nødvendighed og prisen værd. Listen er nok længere.

Konsekvensen af de afsløringer og indsigter i eksperternes aflåste skabe er blevet, at eksperten ikke længere er en mirakelmager i folks øjne. Ekspert begrebet blev afmytologiseret og bragt nede på jorden i og med at folk fik adgang til ekspertens trylleformler. Ikke blot er eksperter blevet fejlbehæftede, for autoritative og dogmatiske, de er efterhånden blevet for mange og til tider for trivielle.

At kigge på CV’er, diplomer, priser og medaljer kan være praktisk hvis man vil finde ud af hvad nogen kan, eller rettere sagt hvad han/hun har gjort godt, men det kan ikke bruges som et argument for en påstand. Priserne især kan være misvisende. En Nobel fredspris modtager vil af mange anses som en slags fredsekspert, selv sådan en som Barak Obama som har angrebet syv lande på seks år af sin præsident periode, og vel at mærke efter at han fik prisen i 2009. Det er ikke noget bevis for en teoris gyldighed, at det er fremført af en officiel bestaltet forsker, ikke engang en anerkendt forsker. Det er beviset selv, der skal afgøre sagen.

Stik modsat artiklens anbefalinger vil jeg opfordre alle til at bruge internettet og begå sig i den digitale diskurs for at kunne nå sandheden, eller i det mindste komme tættere på den. Alternativet fører i sidste ende til Orwells 1984.

Derudover er der noget lumsk på spil igennem hele artiklen, en skræk scenario om historiens gentagelse og at den hysteriske mob vil igen afbrænde det aleksandrinske bibliotek. Mellem linjer trues vi med at alt hvad de lærde har gjort for os uvidende vil blive tilintetgjort i et øjeblik af destruktiv raseri, som det irrationelle menneske nødvendigvis vil føre sig selv i. Denne gang vil afbrænding udføres ved at forhøje debat intensitet på nettet, som for eksperterne ikke er andet end støj. Denne afskrækkelse minder meget om politiske smædekampagner, proppet med stereotyper og fugleskræmsler. Den skal lede opmærksomhed væk fra de svagheder, som autoriteter af enhver slags er behæftet med i dag og har været til alle tider.

Er mennesker blevet irrationelle? Eller er vi måske blevet voksne nok til at tænke selvstendigt. Hvad nu hvis vi er mænd nok, hvis vi can handle the truth. Nej, siger artiklen utvetydigt, dog ikke så højt. Vi er bare blevet store børn, en flok teenagere som tror, at de selv kan finde ud af det. Folk skal ledes og eksperterne vil påtage sig den noble rolle for vores skyld, for ellers…

Artiklens konklusion er, at en systematisk og udbredt mistænksomhed overfor eksperterne, som fører til skøre og ubegrundede konspirations teorier kun kan være skadelig. Mistroen er irrationel opførsel, især i et samfund hvor vidensdeling er et faktum. Mistroen synes dog at være mere skadelig for videnseliten og de etablerede. For selve videnskaben er skepsis et tegn på sundhed. En god metodologi kræver, at man skal være påpasselig med at tage noget for givet. Kun en tåbe gør det. Dette burde være hovedpointen og et godt råd til alle som gider tænke med sit hoved og ikke vil afskrækkes af autoriteter af nogen slags – tag intet for givet, vær kritisk og forhold dig til de konkrete sager (alternative teorier) før du beslutter sig for at tro det ene frem for det andet. Tænk ikke på tendenser, men på de konkrete argumenter og beviser som bliver lagt frem i hver enkelt sag.

Lige til sidst, dog, rammer forfatteren en god pointe, når han antyder, at en slags reformation og videreførelse af oplysningens principper og idealer skulle finde sted i dag. Det er ikke nogen hemmelighed at eksperterne og videnskabsfolk lever i deres egen verden og typisk skriver til den lukkede læser miljø bestående af andre eksperter. I kraft af deres påberåbelse af intellektuel ejendomsret forbliver størstedelen af deres produktion svært tilgængelig for alle, der står udenfor the circle of trust. Godt nok er der offentlige biblioteker, men det er stadigvæk meget upraktisk og tidskrævende at søge informationer ad denne vej. Endnu vigtigere, passer det hverken med tidens ånd (den digitale tid) eller med oplysningens ånd at skjule sine indsigter for sig selv eller for en lille gruppe af indforståede og indviede, ved at kræve betaling for det. En lignende praksis fandt sted engang i det 16 århundrede, da biblen kun kunne læses på latin, mens kirken solgte afladsbreve. Denne praksis var stærkt medvirkende til Protestantisme og Reformation, og til trediveårskrigen, og vi må håbe, at denne digitale revolte ikke vil føre så langt.

En radikal gennemsigtighed af videnskabsmænds arbejde og offentlig tilgængelighed af videnskabelige tidsskrifter ville være mere passende. En idé som den unge Aaron Swartz måtte betale med sit liv for, men som alligevel blev delvist implementeret af andre ikke så langt fra MIT. Samtidigt vil det påvirke eller lige frem vende om på tendensen, hvor skelnen mellem eksperten og lægmanden udslettes. Det er vi nødt til at gøre hvis deres autoritet ikke kun skal byggede på den institutionaliserede magtstruktur.

Vi kan også spørge os selv hvor meget ekspertise har vi egentlig brug for, for at kunne tage hånd om vores liv. Behøver vi egentlig en videnskabelig undersøgelse for at finde ud af om vand eller massage er godt for kroppen og helbredet? Behøver vi virkelig sexologer for at få et ordentligt knald? Der er ofte noget grænseoverskridende og aggressivt ved eksperternes indblanding i hvert eneste hjørne af vores liv.

Til sidst må jeg spørge om det er det moderne mekanistiske syn på samfundet og borgeren, hvor hvert led i maskineriet skal serviceres på et autoriseret værksted, der forsøges ideologiseret i artiklen? Står internettet i vejen for denne ideologisering? Det gør det åbenbart, idet forsøget på at monopolisere viden er blevet udvidet til monopolisering af selve tænkningen. Kun tænketanke må tænke, andre må lytte. Måske var det ikke en bogstavelige anvendelse af Oplysningens idealer som var tiltænkt. Folk skulle helst ledes ud af mørket, ud af Platons hule, af godhjertede og ansvarlige mennesker, som der per definition kun kan være få af. Nå, så længe vi vælger at være en flok får, så har vi brug for at dyrke myten om den gode hyrde.

 

1 thought on “Myten om den gode hyrde – må kun tænketanke tænke?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *