(Post)faktualitetens kimæriske eksistens

by Vladan Cukvas

En gang var der en faktuel verden regeret af dronning Sandhed. All var glade for den, for det var en verden man kunne stole på. Men en dag kom djævlen Internettet og den faktuelle verden gik under. Til folks store forvirring efterlod djævlen sig mange verdener og låste den gode dronning i det hundredespejl rum. Det skabte stor ærgrelse blandt hendes trofaste embedsmænd, som lige siden måtte live i det de kaldte den post-faktuelle verden. Men efter nogen tid gik det op for nogen, at djævlen Internettet blot var en af dronning sandhedens mange ansigter og at den var speciel, fordi den havde stor kæft og plaprede løs om alt. Men mest af alt kunne han lide at tale om dronningens embedsmænds beskidte løgne da den troede, at løgne er lige så afslørende som sandhederne selv. Mange kom til den erkendelse, om så ubevidst, at sandheden aldrig fandtes. Af dem der gjorde det var nogle glade og jublede, mens andre havde den følelse, at de lige pludselig vågnede op helt nøgne i skolegården. De havde behov for at snakke om deres utryghed og kunne ikke undgå at udtrykke væmmelse ved djævlens værk. Flere årtier efter at Internettet forbandede verden til selvudrensning bliver interessen for det iørefaldende begreb ”post-faktuel” gang på gang genoplevet i håbet om forbandelsen vil blive ophævet og den faktuelle verden vil genopstå. Men djævlen var så snedig, at han lavede en fælde, så alle der ville gå tilbage til det gamle blev hurtig låst i det hundredspejl rum. Det der følger er historien om djævlens forbandelse fortalt af djævlen selv. Continue reading

Den hovedløse politiske diskurs – hvor blev det kritiske syn af?

by Vladan Cukvas

Descartes’ skeptiske visdom at skære verden over i to

At være naiv kan virke befriende for de fleste. Det naive menneske kendetegnes ved at det tror, at verden er som den tager sig ud. Der er intet skin, ingen hemmeligheder eller gåder. Derfor slipper det naive menneske for at tænke over verden og kan nyde dens barnlige enkelthed selv når den udstiller sin forvirrende kompleksitet.

Noget anderledes forholder det sig med filosoffer og videnskabsmænd. De har for længst forkastet det naive billede som noget ganske useriøst og delte verden i to – den illusoriske og den ægte verden.  Verden for dem var for det meste drilsk, mystisk og skjult, og for at begribe den skulle man være kritisk og forsigtig. Frem for alt skulle man hele tiden kigge bag kulisserne.

At kigge bag kulisserne var Descartes’ anbefaling, som alle ægte videnskabsfolk har fulgt til punkt og prikke. Efter et utal af generationer, som fik ordentlig skolegang, blev det kritiske syn en udbredt norm. Alle skulle have lært at stille de kritiske spørgsmål, for det var vejen frem til den ægte verden. Men blev det egentligt så udbredt en norm?

Selv et hurtigt, overfladisk blik på den moderne politiske diskurs viser, at mennesker svigter konsekvent denne visdoms rettesnor og vælger at tro, at skinnet ikke bedrager i den politiske verden. Continue reading

Apocalypse resurrected

by Vladan Cukvas

Ever since the theme about the end times was added to the Bible, people in Europe, Christians in particular, have had the Armageddon story going in one form or another.

Yet, never has a story about the end of days had such global appeal as the story about the global warming and the anthropgenetic climate changes. Was that hubris or did some sort of megalomaniac shift occur in the self-understanding, which still gets its clue from the biblical texts? Has man become a god, powerful enough to destroy the Earth, but not good enough to save it from himself?

It seems that the narrative of global warming owes its success to the perfect mixture of religious belief and science, with the ratio 9:1 in favor of the religion. Rarely has a scientific field been hijacked so boldly by the corporate interests at the expense of all of us who got to fear an overreaching danger. The indulgencies were replaced by the air-tax (CO2 quotas) that is being sold by Goldman Sachs and alike.

When science becomes superstitious then we are in big trouble, for we are left neither with faith nor with knowledge. All that is left is fear and a vague prospect of redemption through obedience.

Borgerløn – Stockholm syndromet eller en ny radikal tænkning om samfundet?

 af Vladan Cukvas

Ideen om basislønnen har en lys side i kraft af sin praktiske konsekvens. Vi slipper formentlig for en del af panoptikonet, hvor de mindre fattige slaver overvåger de lidt fattigere slaver til stor glæde for de få rigeste. Det har jeg altid opfattet som en slags social eller klasse-masochisme. Hvis basislønnen skal sætte en stopper for det, så er det godt. Og jeg kan sagtens forestille mig et samfund, der frigør den enorme mængde energi som dets borgere bruger på at holde øje med hinanden og tilpasse sin opførsel efter overvågningsregime. Jeg kan også forestille mig, at den frigjorte energi kan materialiseres igennem øget kreativitet, som kan have den konsekvens (eller ligefrem erklæret mål), at menneskeheden udvikles hinsides dens materiale vilkår.

Men, jeg kan også forestille mig et samfund, hvor energien ofret til kontrol bliver midlertidigt væk ved at ændre navnet. Illusion er så stærk, at alle føler sig frifundet og uskyldiggjort og til en vis grad lige og trygge. Men når tricket er ved et være slidt op, så står vi igen i det gode gamle hængedynd uden ide hvad vi skal gøre. Måske har nogle af os sluppet sin kreativitet løs i mellemtiden, men medmindre det lykkedes den kapitalistiske økonomi at omsætte den til profit, så er vi ikke sikret mod noget på sigt. Vi bliver plaget af de samme gener som vi fik af hamsterhjulet. Continue reading

NEJ’ets enigma – Europols nederen i det ulydige Danmark

af Vladan Cukvas

Vi har lige overstået en folkeafstemning om hvorvidt Danmark skal med i Europol. Eller handlede den om hvorvidt retsforbeholdene skulle afskaffes, eller måske noget imellem de to muligheder. Det viste sig faktisk at ikke alle, inklusiv politikeren selv, var rigtig klar over hvad der helt præcis blev stemt om. Alligevel, blev resultatet et klart og entydigt NEJ på trods af politikernes anbefalinger (63% af folketinget, inklusiv de største og regerende partier) til at afkrydse et JA.

Selvom det nu ikke var helt klart hvad vi skulle sige ja eller nej tak til, er det alligevel meget interessent at undersøge bevægegrunde for Nej stemmerne. Jeg gætter på, at der er mange forskellige og til tider modstridende motiver der har spillet ind. Mange vil dog, ligesom det blev gjort op til og under selve kampagnen, fremlægge grunde hvorfor de stemte nej eller ja, men eksperternes analyser vil typisk se bort fra disse grunde og fokusere på årsagerne. Jeg vil ikke forsøge sådan en analyse her, men vil blot komme kort omkring nogle af de nævnte motiver og forklaringer der gjorde sig gældende både før og efter afstemningen. Continue reading