Af Vladan Cukvas April 9, 2014
Ledsaget udgang fra arbejdsmarkedet – det er følelsen af at være arbejdsløs nu om dage. Denne følelse hviler i relationen indsat-tilsynsværge; man er prøveløsladt, i hvert faldt i forhold til kontanthjælpsmodtagere, som stadigvæk ”sidder inde”. Dog, spørger jeg mig selv, hvem sidder egentlig inde i et system, hvor mennesker er frie først kl. fire og hvor friheden er en forkrøblet skabning, der er på udsalg i valgårene? Det er ikke til at sige, selv hvis man klatrer på visdommens højeste punkt – Tossebakken.
Til grund for den lovgivning, hvorved de arbejdsløse kriminaliseres, ligger et retfærdighedsbegrebet med beslægtede og i sig forankrede begreber om pligt og ansvar. Dette retfærdighedsbegreb har en social og ideologisk tilbliven, som er værd at stifte bekendtskab med, såfremt man gerne skulle vide hvad begrebet betyder. Ordet pligt lyder dejligt for den som ikke elsker, men vil elskes. En god mellemløsning, ja ligefrem en lappeløsning, der virker dér, hvor den etiske fordring er dødfødt og skal genopleves på kunstig vis. Mennesket skal forpligtes til at være et godt menneske, et retfærdigt menneske. Og omvendt, hver man skal gør sin pligt for overhovedet at blive et godt menneske. Det er menneskets ansvar. Pligten skal udføres, ligesom et arbejde, for i denne verden kommer intet gratis. I pligtens verden kommer intet af kærligheden, men af arbejdet. For i profittens verden sidder pligten på tronen; den er værdiernes og moralens ubestridte konge. Det slår vi fast med det samme. Derfor lyder pligten endnu bedre for den som lover mad og husly. Han forpligter andre, og hvis de ikke gør deres pligt bliver de aldrig gode. De bliver skurke. Dem skal vi holde øje med, de arbejdssløse, de utaknemlige, de uansvarlige. De onde! Continue reading →