Den hovedløse politiske diskurs – hvor blev det kritiske syn af?

by Vladan Cukvas

Descartes’ skeptiske visdom at skære verden over i to

At være naiv kan virke befriende for de fleste. Det naive menneske kendetegnes ved at det tror, at verden er som den tager sig ud. Der er intet skin, ingen hemmeligheder eller gåder. Derfor slipper det naive menneske for at tænke over verden og kan nyde dens barnlige enkelthed selv når den udstiller sin forvirrende kompleksitet.

Noget anderledes forholder det sig med filosoffer og videnskabsmænd. De har for længst forkastet det naive billede som noget ganske useriøst og delte verden i to – den illusoriske og den ægte verden.  Verden for dem var for det meste drilsk, mystisk og skjult, og for at begribe den skulle man være kritisk og forsigtig. Frem for alt skulle man hele tiden kigge bag kulisserne.

At kigge bag kulisserne var Descartes’ anbefaling, som alle ægte videnskabsfolk har fulgt til punkt og prikke. Efter et utal af generationer, som fik ordentlig skolegang, blev det kritiske syn en udbredt norm. Alle skulle have lært at stille de kritiske spørgsmål, for det var vejen frem til den ægte verden. Men blev det egentligt så udbredt en norm?

Selv et hurtigt, overfladisk blik på den moderne politiske diskurs viser, at mennesker svigter konsekvent denne visdoms rettesnor og vælger at tro, at skinnet ikke bedrager i den politiske verden. Paradoksalt nok er det ikke kun almindelige mennesker, men også videnskabsfolk som udviser naivitet når det gælder om at forstå den politiske virkelighed. Det betyder dog ikke, at sondringen mellem den ægte og skinnets verden kollapsede. Det er snarere, at folk af en eller anden psykologisk grund foretrækker skin frem for realitet i deres politiske liv. Eller måske fortrængte de det ene af de to. Det er i hvert fald det der kendetegner det politiske ved mennesket – tilsidesættelse af det kritiske syn.

Det politiske menneske

Det politiske menneske har et idiosynkratisk og endda intimt forhold til magten. Det politiske menneske er udrustet med en formidabel evne til at skabe sin egen verden. Det politiske menneske er overbevist om, at det kan skabe verdener ved at implementere politiske programmer og lede folket på sporet af dets ”progressive” politiske ideer. Det politiske menneske er stærkt nok til at kunne modstå cirkularitet i sin tænkning, selv når det indrømmer, at cirkulariteten er en blindgyde, en svaghed. Det vinder og taber konstant sine kampe om at være verdensskabende. Det bliver snydt og snyder flittigt selv, men det kan magte et skizofren forholdt til sin skabelse, for selv når dets kritiske blik når ud til dets egne bevægegrunde, så er det politiske menneske dumdristig nok til at lukke øjnene og flirte med sin kritiske smag. Hos det politiske menneske er det kritiske syn erstattet med den kritiske smag på nogenlunde samme vis som dets samvittighed er erstattet med følelsen af tryghed. Det politiske menneske handler altid ud af frygt og bruger frygten som en prøvesten for sine formodningers sandhed. Da det politiske menneske mødte det kritiske menneske blev det det til en indre kamp, hvor dæmonerne fik overhånd til sidst og frygten (eller var det viljen til magt) afgjorde kampen til det politiske menneskes gunst.

Hvordan kunne det politiske menneske slippe godt af sted med sin epistemologiske heksekunst?

Det oplagte svar, som antydet ovenfor, er, at den politiske virkelighed hører under kategorien den sociale virkelighed og alt hvad der hører dertil kan opfattes som menneskeskabt. Af den grund er den menneskeskabte verden ikke nødvendigvis bundet til sandhedskravene på samme måde som den fysiske. Det er snarere et spørgsmål om smag og interesse end det er et spørgsmål om sandheden. Vi skaber den verden vi efterstræber, den vi godt kan lide, det meste af tiden i hvert fald. Dermed er også det reelle i den politiske verden frigjort fra sin rolle som det metafysiske fundament for epistemologisk sandhedsprincip. Realismen er simpelthen forfejlet eller i det mindste overflødig[1]. Det reelle ligger ikke udenfor, ved siden af eller under den nominelle politiske skabelsesakt, men i den.

I den politiske diskurs blev sandheden subjektiveret igennem den politiske eksistentialisme. Det sande ved den politiske verdenen blev lige med tilfredsheden med det skabte, medmindre det var helt skrottet. Konsekvensen er, at det kritiske syn opfattes som noget godt kun for så vidt det tjener det politiske mål og sikrer succesen. Et ganske pragmatisk syn på sandheden, nogle vil sige. Eller snarere et nihilistisk.

Historisk set har der været forskellige ideer der krydrede det politiske og dermed (med)bestemte det sande ved det. Siden i hvert fald den franske revolution har den politiske sandhed på den bedste kollektivistiske vis været tøjlet af ideen om det nationale, så efterhånden blev psykiske tilstande som xenofobi sandheds funktionelle. Under alle omstændigheder fik det eksistentialistiske, som altid er lige med det enkelte menneske, sin store bror (en hybrid dobbeltgænger) i den noget abstrakte og overindividuelle nation som ved hjælp af begrebet om suverænitet blev hovedbærer af det politiske. Sandheden i det politiske forblev subjektiv, men på en overindividuel måde.

Svar af denne type får en til at tænke på debatten mellem realisme (rationalisme) og relativisme med dertil knyttede videnssociologi. Men at udlægge den politiske diskurs på den måde ville være misvisende. Godt nok har relativisme en stærk appeal, idet den politiske diskurs er et skoleeksempel på hvordan en diskurs og dens centrale begreber blive kapret af politiske magter, hvilket klæder diskursen af for integritet og troværdighed. Men, gør man det alligevel, så risikerer man at miste en vigtig pointe – det politiske diskurs er i sidste ende et udtryk for en politisk eksistentialisme. Den sociologiske undersøgelse ville ikke tilføre noget nyt og oplysende, men blot gentage den fundamentale præmis, nemlig at vi vil have det på den måde. I ordinær sprogbrug oversættes denne underliggende præmis med hvad så. Dette betyder, at når en analyse blotter et politisk program for dets skjulte dagsorden, så rammer den både kernen i den politiske diskurs og hele formålet med det politiske. At man bliver afsløret og gennemskuet er ikke nogen grund til at droppe sine interesser. Det eksistentialistiske definerer essensen i det politiske, som Karl Schmitt havde indset.

Skal vi købslå om dette svar?

Mange vil sige nej og påstå, at selv om den sociale virkelighed er menneskeskabt, opfører den sig selvstændigt og ikke kan styres af mennesker, ej heller politikere. Snarere er det omvendt – kreatøren bliver hurtigt overhalet af sin egen kreation, og bliver dermed dens første offer. Frankenstein effekten! Den sociale virkelighed, herunder den politiske, har sit eget liv og det skal vi kende for at kunne gøre os nogle forhåbninger om at forstå vores egne kreationer. Lidt ligesom når forældre må lære at kende deres egne børn, selvom det var dem der har opdraget dem. Alene verdenens størrelse og indviklethed gør, at vi ikke kan holde fast i det nominalistiske billede. Altså, et gran af sandhed (og sandheden husker vi ligger jo altid i det hinsides) skal der være plads til, hvilket er nok til at opretholde sondringen som legitim. At forkaste sandheden, det kritiske syn, dualismen og alt hvad der følger med er moralsk forkastelig, forkert og, nogle vil endda påstå umuligt.

Sandelig også, opgav en del sociologer og videnskabsteoretikere den stærke individualistiske tilgang til fordel for en mindre individualistisk, hvor de sociale kreationer styrer scenen uden om og som regel på bekostning af individuelle aktører. Det gjorde Popper, mange af de økonomer og sociologer fra Wien skolen[2]. Strukturalisterne, marxisterne og andre inspireret af hegelianske tanker antog fra starten, at den sociale verden var overmenneskelig, dybt begravet under overfladen og sand.

En verden der ville være sin egen skygge – et tilbagefald af skizofreni

Hvordan det end forholder sig med den politiske virkelighed (og den politiske sandhed), så er sagen den, at et overvældende flertal af mennesker lader som om den ægte og den illusoriske politiske verden er et. Sandheden i deres øjne ligger på overfladen, fordi overfladen er skabt så den passer ens smag. Smagen bestemmer vores politiske virkelighed i sidste ende. Men hvem bestemmer vores smag? Er det os?

Ligegyldigt hvad svaret hertil er, så kan man stadigvæk holder fast i at, selv om det ser ud som om den politiske diskurs er beslægtet med naiviteten på den ubevidste plan, er den på den bevidste plan mere åndsbeslægtet med hykleri, idet ingen kan tillade sig at være politisk naiv, da naiviteten er lige med politisk død.

Men der findes jo en historisk dimension ved den politiske og det er dér, hvor det kritiske syn skal operere for ligesom at give det politiske lidt mere ædel støbning. Det politiske bygger på værdier og en værdidom omhandler kendsgerninger. Kendsgerningerne bliver givet os som en del af et billede af verdenen. Det kritiske syn skal i første omgang udpege verdensbilledet som sit objekt og undersøge det kritisk. Det kritiske syn skal hjælpe os med at afgøre hvilket del af verdensbilledet er sand og hvilket er falsk (faktisk og ikke faktisk), før vi afgiver en værdi dom; før vi forholder os dømmende over for verdenen i den politiske diskurs der omhandler den. Problemet er selvfølgelig, at verden bliver skabt i og med et billede bliver genereret. Men det er netop dér det kritiske skal finde sin rette brug. Og vi må jo passe på ikke at overfører det eksistentialistiske hvad så over til historieforskning, uanset hvor ivrig det politiske menneske er for at omfavne hele tænkningsfeltet.

Vi skal vide hvordan en information blev produceret, hvad dens relations til sit objekt (hvilket som helst social begivenhed) er, og hvad dens relation til publikum er før vi kan tage stilling til publikummets (vores) relation til begivenhed (verdenen). Vi skal jo kunne vide om stemmerne i vores hoved er ægte; vi skal jo kunne vide om vi syner eller ej når vi ser på den politiske verden og dens historie. Vigtigst af alt, vi skal kunne genkende krigstrommer når vi hører dem på langt afstand. Vi skal kunne rede os selv fra krigsfælden nogen (eller os selv) har sat op for os.

Hvis vi altså gør modsat de fleste og i stedet holder fast i, at sondringen mellem den ægte og den illusoriske verden er epistemologisk gyldig, så er spørgsmålet hvordan vi kan skelne mellem de to. Med andre ord, hvilken af de to verdener skal være prinsen der vinder prinsesse sandhedens hånd. Man kunne jo også spørge, hvor pladsen for det kritiske analyse – den politiske videnssociologi – skal være.

Portræt af en markedsplads – frøperspektivet

Hvor står vi i dag mht. denne kritiske selvransagelse? Er vi ved vejsende? Er verden igen blevet god så vi kan læne os tilbage og nyde det lange øjeblik af stilhed?

Hvis vi skal kunne afgøre sandhedsdysten er det naturlig at kigge på måden som den socio-politiske verden er givet os til daglig. Hvordan er den givet os? Den er givet os gennem de sædvanlige kommunikationskanaler som langt de fleste budskaber bliver sendt igennem – massemedier. Derfra bliver det samlet op af publikum, og hvis man er en af dem der med jævne mellemrum modtager og læser beskeder om visse typer begivenheder på det globale politiske plan, så får man efter noget tid sammenstykket et billede af den politiske situation. Det er et virtuelt billede og den verden billedet påstår at repræsentere er en virtuel verden strengt taget. Vi er i den, men samtidigt er vi afskåret fra den. Hvordan kan vi vide, at billedet afspejler verden korrekt?

Svaret afhænger af hvilken side af pigtrådshegnet man befinder sig på. Er man beskyttet mod alverdens onder, så er man tilbøjelig til at tro, at alt er i den bedste orden. Hvis man tværtimod står på den forkerte side, så bliver man tilbøjelig til at være kritisk. Selv om det billede vi har af verdenen er virtuelt, føles det som en barsk realitet at stå på den gale side af pigtrådshegnet. Dualismen trænger ind og verden bliver delt i to. Den skal erkendes på ny, og denne gang uden de naive forestillinger.

Det er her kampen for alvor udspiller sig. Det er også her, at tingene bliver filosofiske og forvirrende. For den der sulter kan ikke tage fejl af de smerter han føler, men når han skal finde en forklaring (en årsag sammenhæng) så har han kun de virtuelle billeder at gøre godt med. Dette betyder, at alt der vedrører den politiske verdens beskaffenhed bliver afgjort i den virtuelle verden.

Der findes noget der hedder politisk historie som er tæt knyttet til den politiske diskurs og chancerne for at finde noget der ligner sandheden er meget større der. Det kritiske syn skulle først og fremmest omfatte historien. Hovedspørgsmålet bliver hvad der egentlig sker (skete)?

Tag fx en krig og den officielle udlægning af den. Der understreges af tilhængere af krigen dens moralske side – den verden vi ønsker at skabe. Denne understregning hører til værdi ontologien, hvor sandhedsbegrebet anvendt på den fysiske virkelighed ikke kan bruges. Det der dømmes, sprogliggøres og dermed bliver skabt. Den er virtuel og det kritiske syn skal man bruge for at afgøre med sikkerhed hvorvidt et billede af en historisk begivenhed er passende (sand) eller ej. Vi har altid flere billeder at vælge imellem, selv når de er enige om de historiske kendsgerninger de afspejler – the raw images. Det politiske springer altid derinde og overtager udlægningsfeltet. Det virker som et lille distorsionsspejlet. Det udpeger et billede og bestemmer med dekret hvad vi skal tro.

Krigsretorikken er det første man skal mestre før man begår sig i en krig. Dernæst kommer det psykologiske krigsførelse, hvor hjemmepublikum udgør ligeså legitimt et mål som modstanderen. MSM[3] indsats skal man ikke undervurdere i denne sammenhang. Ordspillet er også blevet mere avanceret, og billigelse af volden (krigen) finder sted længe før man begynder at skyde. For et kvartårhundrede skrev Samuel Huntington (CFR memeber) sin berømte ”The Clash of Civilisations” og etablerede et nyt konfliktparadigme, hvor menneskeheden blev låst i volden, der blev fremstillet som både uundgåelig og nobel, da ethvert drab handlede nu om civilisations spredning. Volden blev hyldet for sin emancipatoriske rolle.

Det kritiske syn skal der til for at minde mennesker om at konflikten mellem forskellige civilisationer er en gentagelse af korstogter. Det skal minde folk om at Thukydids fælde er det der ligger bag konflikter i Mellemøsten og på den globale plan, ligesom det altid har ligget bag alle store konflikter. Fokuserer man på den igangværende store Orwellianske krig mellem øst og vest, så vil man se en verden af ussel vold og forbrydelser begået af magter der på trods af deres civilisatoriske forskelle kan forenes gennem vold-fetichisme – partners in crime.

Zoomer man endnu mere ind på de igangværende krige, så vil man se et Imperium der i et øjeblik af dekadent raseri kæmper for sin imperialistiske verdenssyn og undervejs gør flittig brug af de noget mindre, men lige så slemme ”slyngelstater” og deres korrupte regimer. Udover volden har disse mørke kræfter en ting tilfælles som i deres øjne retfærdiggør de enkelte holocausts, der med jævne mellemrum bliver udført af Imperiets selv eller med dens velsignelse – frygten for at miste overmagt.

Frygt og magt danner en ond cirkel, hvor de bestyrker hinanden i et desperat forsøg på at fange hinanden. Hertil kan sagtens tilføjes de syv synder, som fører os fra krig til krig mod det endelige og uundgåelige moralske nederlag.

Bag kulisserne i den virtuelle realitet

Fraværet af det kritiske syn i den politiske diskurs viser sig typisk i form af modstridende beslutninger og uforenelige beskrivelse af begivenheder, der åbenbart hører til den samme type. Det skaber forvirring som nogle som fx. Neil Clark har udtryk på en sjov måde på sin blog, hvor han spørge om hjælp for at få afklaret sin forvirring. ”I’m confused, can anyone help me?” hedder det i hans humoristiske afdækning af absurditeter i den officielle politiske fortælling, som den vestlige (Imperiets) propaganda maskineri kører til utrættelighed.

Hykleri er godt nok blevet en essentiel del af det politiske, men ingen steder er det mere synligt end i MSMs- samt de statslige mediers udlægning af politiske begivenheder. Det ser ud som om deres hovedpræmis er, at folk i almindelighed af dumnaive. Yderligere antages det, at folk kan holdes i den tilstand, så det kontradiktoriske kan altid bortforklares ved at få tingene til at fremstå komplekse og svære at forstå. Alt det i håbet om, at de vanskelige spørgsmål vil udeblive. Forvirringen er altid tilsigtet.

Dette ansporer til et kritisk forhold til massemediernes rolle i den politiske diskurs. Massemedierne var med til at forme og styre den. Forvirringen er både deres erklærede mål og den reelle effekt de frembringer. Diskursen var der i forvejen. Mennesker har til alle tider diskuteret om de lokale politiske emner. Ledet af sin egen ide og hjulpet godt af teknologien udvidede nationsstaten diskursens emnefelt til at dække større fysiske og sociale afstande. Folks hverdag blev invaderet af historier der ikke umiddelbart vedrørte deres nære livsverden. Disse historier sneg sig ind i den politiske diskurs og begyndte at give folk nye vinkler og nye perspektiver. Samtidigt blev diskursen mere abstrakt. Men den blev også afhængig af teknologien og kommunikationsteknikken for at gøres overskuelig.

Massemedier havde fra starten en særlig privilegeret position. De bestod af mennesker hvis job var at indsamle flest mulig oplysninger om hvad der foregik rundt i landet og så sortere dem og formidle deres historier til folket, altså til publikum, ved at råbe højt da ikke alle gad lytte til deres historier.

Deltagerne i diskursen stod i et asymmetrisk magtforhold til hinanden. Massemedier havde monopol på formidling og dermed på verdens skabelse. Publikummet var i position til kun at følge mediernes tolkning, altså det der bliver når skatten er trukket fra, så at sige. Skønt var der perpesktiveringer og nuanceringer indenfor massemedier, men alligevel kunne man hurtigt lugte ensidighed hvis man blot tog lidt tidsmæssig afstand. På grund af mediernes betydning for kontrol over verden (folket) var det et must at få kontrol over sindet og der var altid nogen der gjorde det, indtil internetet kom.

Da internettet kom forstod de traditionelle medier hurtigt vigtigheden af de alternative kommunikationskanaler. De var de første der etablerede sig på nettet. Men internettet gjorde det muligt for alle til at udveksle ”brutto” værdi af den indsamlede oplysningsmasse. Det nominale skel mellem brutto og netto blev usynliggjort af antallet af alternative informationskilder og deres reaktionstid. Ofte skete det, at de store kanoner i mediebranchen blev overhalet indenom af borger journalister, aktivister og medieentusiaster. Godt nok er emnefeltet stadigvæk domineret af MSMs overskifter, men nu er udlægningsfeltet vokset uoverskueligt stort. Så ud over det privilegiet at vide mere og vide først, forsvandt også privilegiet for at vide bedst. Diskursen blev folkets eje til stor ærgrelse for tænkningsmonopolister.

Fordelen ved at slås i et minefelt

Den politiske diskurs skred. Men den fik også en ny dimension. Selv om den foregår online genskabte diskursen på sin vis noget af den lokale nærhed der enten var fortrængt eller nægtet (forsvandt i abstraktioner?). Den gav folk en virtuel umiddelbarhed som en surrogat følelse af den global nærhed. Folk begyndte at kommunicere med hinanden direkte, hvilket afdækkede en form for kvantum entaglement på den sociale, intellektuelle og åndelige plan.

Den politiske diskurs fik en ny dimension. Magtforholdet var stadigvæk asymmetrisk, men nu var det svært at sige til hvis ugunst. De alternative medier kunne godt bide fra sig og blev til en værdig modstander. Med det nye våben i hånden (internettet) var asymmetrien en svaghed, da man ikke vidste hvor publikum vil bevæge sig hen. Vekselvirkning mellem publikummet og medierne har altid stået på, men nu var der ikke længere tale om en feedback. Nu havde man en diskursiv proces der foregik parallelt – det alternative som modpol til det officielle. En ægte sociale multivers, hvor man ikke kunne være sikker hvilken verden vil blive den mest populære – den aktuelle verden. Det minder lidt om den usikkerhed forbundet med at gætte hvilken bi fra bisværmen kommer til at stikke på et ømt sted.

Massemedierne blev til et tema og deres historier til et objekt der skal undersøges kritisk på lige fod med alle andre. Det var borgerjournalistikkens hovedpræmis. Den kritiske analyse var kernen i den diskursive proces, men samtidigt blev publikummet og MSM til poler i det dialektiske tese/antitese forhold.

 Det sokratiske i et skizofrent forhold

Her kommer et filosofisk moment ind i spillet – den Sokratiske spørgeteknik. Den blev med Platon til noget mere, nemlig til et epistemologisk princip, og senere der den dukkede op under navnet dialektik blev den også til et metafysisk princip. Man behøver vist ikke gå så langt som Hegel og/eller Marx for stadigvæk at se, at et minimum af kritisk forholden sig til et objekt kræver at den spørgende undersøger den modsatte påstand og/eller synspunkt. Det er altid godt at belyse ting fra flere sider, at give sin tese en værdig antitese. Man undersøger ting fra forskellige vinkler. Det har man altid gjort, for man opdagede meget tidligt, at forskellige mennesker opfatter ting forskelligt.

Det kritiske syn var visdommens krav til alle, der ville gøre sig forhåbninger om at vide noget og påstå noget. Det roste vi og skrev flittigt opfordringer til det siden oplysningstiden. Det blinde tro var degraderet til fordel for den kritiske analyse og så fik vi hvad vi altid troede vi var ude efter – en verden skabt af videnskabelig forståelse. En verden der virker og hvis virke man godt kan afdække og forstå til en grad, der gør livet næsten uudholdelig let.

Sandt nok ændrede det kritiske (videnskabelige) syn verden til ugenkendelighed i løbet af små 300 til 400 år. For nogen blev livet meget lettere og for alle var der en gevinst i en eller anden form. Men det havde sin pris. Undervejs indtraf der nogle dybe tilbagefald og det politiske kollapsede i vold og barbarisme der overgik alt hvad menneskeheden havde set indtil da. Ikke nok med at den gamle klassekamp blussede op igen i ny form med lidt forskellige start positioner og ændrede omgivelser, men det globale politiske havde spilet fallit på en så grusom måde, at mennesker måtte spørge sig selv om det politiske trænger til eftersyn. Måske var der ikke plads til sandheden og dermed heller ikke til falskhed i det politiske menneskes syn, og jeg vil ikke begynde en diskussion om relativismens og rationalismens meritter her. Men kendsgerning er, at der var noget seriøst galt med den verden vi levede i. Det måtte føre til, at det kritiske syn genrejste sig og tog et hul på det politiske. I dag, når verden er i alvorlig fare for at destruere sig selv igennem en global transformationsproces, har vi desperat brug for det kritiske syns genkomst.

Lige til sidst

Det sokratiske spørgeteknik genopstod. Det nye diskursive paradigme er blevet født og er i gang med at vokse op. Sammen med det får menneskeheden lov at vokse op. Vi nåede et punkt, hvor det kritiske menneske er noget vi skal blive til ved at vinde over det politiske menneske. Den politiske diskurs skal have sit stjålne hoved tilbage. Vi har chancen for igennem umiddelbarhed og den globale nærhed at overvinde frygten og få den til at forsvinde. Dette vil åbne for en hidtil uset og nogle vil ligefrem påstå utopisk mulighed – den globale fred.

[1] Man kunne snarere sige, at den naive realisme har fået sin renæssance igennem det politiske.

[2] I denne sammenhæng vil jeg anbefale Lars Udehns bog ”Methodological Individualism”

[3] Main Stream Media

Leave a Reply

Your email address will not be published.