(Post)faktualitetens kimæriske eksistens

by Vladan Cukvas

En gang var der en faktuel verden regeret af dronning Sandhed. All var glade for den, for det var en verden man kunne stole på. Men en dag kom djævlen Internettet og den faktuelle verden gik under. Til folks store forvirring efterlod djævlen sig mange verdener og låste den gode dronning i det hundredespejl rum. Det skabte stor ærgrelse blandt hendes trofaste embedsmænd, som lige siden måtte live i det de kaldte den post-faktuelle verden. Men efter nogen tid gik det op for nogen, at djævlen Internettet blot var en af dronning sandhedens mange ansigter og at den var speciel, fordi den havde stor kæft og plaprede løs om alt. Men mest af alt kunne han lide at tale om dronningens embedsmænds beskidte løgne da den troede, at løgne er lige så afslørende som sandhederne selv. Mange kom til den erkendelse, om så ubevidst, at sandheden aldrig fandtes. Af dem der gjorde det var nogle glade og jublede, mens andre havde den følelse, at de lige pludselig vågnede op helt nøgne i skolegården. De havde behov for at snakke om deres utryghed og kunne ikke undgå at udtrykke væmmelse ved djævlens værk. Flere årtier efter at Internettet forbandede verden til selvudrensning bliver interessen for det iørefaldende begreb ”post-faktuel” gang på gang genoplevet i håbet om forbandelsen vil blive ophævet og den faktuelle verden vil genopstå. Men djævlen var så snedig, at han lavede en fælde, så alle der ville gå tilbage til det gamle blev hurtig låst i det hundredspejl rum. Det der følger er historien om djævlens forbandelse fortalt af djævlen selv.

Ind i mellem blusser debatten om den post-faktuelle verden op, som f.eks. for nylig i Information, og selv om Information skal roses for det, virker timing lidt elendig. Interessen synes at være vakt af det amerikanske præsidentvalg og især af Donald Trumps optræden i det. Men det virker lidt besynderlig at bruge Trump som prototypen på den postfaktuelle verden blot femten år efter at vi blev udsat for en konstrueret virkelighed (læs løgnen) om Iraks masseødelæggelsesvåben og Saddam Husseins forbindelser til Al-Qaeda, som førte til en række krige, hvis konsekvenser vi ser og til dels mærker stadigvæk. Ingen tvivl om, at manden trods sin upolerede charme og nærmest kvalmende selvsikkerhed ligner umiskendelig et postfaktuelt monster, som udøver sin epistemologiske heksekunst ved enhver tænkelig lejlighed, så er han alligevel langt fra den første og eneste. Han har blot gjort det til sin stil.  Faren ligger dog i, at ved at fokusere for meget på Trump kan debatten hurtig ende i en blindgyde[1].

Forresten, at dømme en præsident efter hans valgkampagne og hans eller hendes løfter vil være alt for naivt. Det gjorde det Norske Nobelkomite i forbindelse med Obama og da tog de grueligt fejl. Efter at han fik Nobel fredspris ”a conto”, førte han intet mindre end seks krige, og når han om ikke så længe forlader sin post, så vil man i lang tid efter tælle ligene af hans ”fredstogter” i Mellemøsten og Nord Afrika.

Alligevel, nogen vil sige, at selv om det ikke begyndte med Trump, så var han alligevel karikaturen, der gjorde realiteterne mere tydelig. Delvis enig, og det er under alle omstændigheder oplagt at søge post-faktualiteten i den politiske arena, for det er dér, at løgnen har sin fast adresse.

Deja-vu der giver gåsehud

Tænder man for sin elefant hukommelse og kigger lidt længere tilbage i historien, så vil man kunne genfinde post-fakualitet ved enhver større historisk begivenhed. Krigspropaganda og ”false flag” operationer fra Reichstag brand og Gleiwitz, over Tonkin-bugt til Gladio har været det, som formede vores opfattelse af den sociale of især politiske virkelighed, en opfattelse som guidede vores beslutninger. Disse løgne fik endda et teknisk navn – Statslige forbrydelser mod demokratiet[2] – som i folkelig sprogbrug er bedre kendt som konspirationer. At nogle (alt for mange) af dem stadigvæk opfattes som kontroversielle hjælper ikke faktualitetens sag, for det bekræfter bare, at fakta og politik altid har haft et patriarkalsk forhold, hvor politikken er den der har bukserne på.

Kigger man over i økonomi og især den finansielle sektor så finder man endnu større virvar af kontradiktoriske påstande. Mange har vist sig at være falske, hvis ikke bevidst vildledende. Her vil man straks tænke på Wall Streets og især Goldman Sachs’ rolle i finanskrakket i 2008, men IMFs politik over de sidste fem årtier har været årsag til endnu større miseren i store dele af Afrika, Asien og Syd Amerika. Statistiske tryllerier med opgørelsen over ledigheden i USA er endnu et strålende eksampel herpå[3]. Konsekvensen blev, at der tegnede sig et billede af en verden hvor økonomieksperten ikke er en skikkelse man ubetinget skal stole på. Sagen gøres ikke bedre af, at i de groveste tilfælde af finansiel manipulation og skandaler, som for eksampel LIBOR, FOREX, og Goldfix eller HSBCs penge hvidvaskning for den Mexicanske narkokartel, har juridiske eksperter udpeget af politikere forsøgt at overbevise folk om, at et rap over fingrene var den rigtige straf til skurkerne.

Hvad så med videnskabsmænd? Dem må vi stole på, da objektivitet og upartiskhed har været de idealer, der har båret hele den progressive udvikling siden oplysningstiden. Men igen hjælper det ikke sagen, at videnskabsmænd er ofte uenige og at visse ting i verden er lidt ligesom Schrodingers kat, både findes og ikke findes afhængig af hvornår eller hvem man spørger. Den videnskabelige erkendelsesproces er samtidigt en social proces, hvor de sociale magtrelationer såvel som tricks og kneb gælder ligesom i ethvert socialt spil. Affærer som forfalskning af videnskabelige artikler og brug af SCIgen software hjælper ikke faktualitetens sag.

I sundhedssektoren kommer der hele tiden afsløringer om medicinal industriens pres på lægepraksis omkring valg af behandlingsmetoder[4]. Alle husker den store H1N1 pandemis genkomst[5], der aldrig ”genkom”, men som alligevel solgte medicin for milliarder af dollars. Når der tillige kom afsløringer[6] om myndighedernes og de store mediehuses rolle i sagen, så kan man ikke bare holde fast i sin optimisme angående fakta og ekspertise. Samtidigt er vi som aldrig før blevet mål for en række ernæringskampagner om sunde produkter, og læser man dem alle sammen over tiden så når man til den forvirrende og utrolige konklusion, at rigtig mange madvarer er både sunde og usunde. Og når det så sker, at den videnskabelige diskurs bliver kapret af politiske og ”big business” interesser, som var tilfaldet med klima debatten, så bliver det rigtig svært at bevare troen på faktualiteten. Nu trues forskning med officielt at blive overdraget til de ikke indviede, hvilket vil måske blot formalisere en i høj grad allerede eksisterende praksis, hvor lobbysterne og eksperterne ikke er til at skelne fra hinanden. Sikke en nedtur for faktualiteten, kan man rolig sige.

Hertil vil man straks indvende, at folk er godt klar over at der findes bedragere, men det er ikke ensbetydende med, at viden og ubestridelige fakta ikke findes. Dette er dog et akademisk svar som mange kan hurtig blive enige om, men det stemmer ikke overens med den praksis man alt for ofte bevidner. Man kunne også sige, at hver afsløring kan opfattes som et bevis på, at samfundet i det hele taget er i stand til at holder sig selv sund. Den er lidt svær at sluge, for når løgne begynder at sive ud fra efterhånden alt for mange sprækker, så træder straks den mistroiske toppen af et isbjerg effekt i kraft. Man befinder sig pludselig i løgn paradokset (af formen – en græker sagde, at alle græker lyver) og dér kollapser logikken for de fleste. Udvejen bliver, som altid i logikken når paradokser opstår, at alt er tilladt. Men er det egentlig?

Et eller andet sted i elefant hukommelsen vil man også kunne finde episoder, hvor man måtte ty til politisk magt og lovgivning for at bekæmpe ”ondartede” former for faktaulitet, som f.eks. historierevisionisme i sine adskillige oprørske episoder[7]. For nylig kunne vi høre David Camerons berømte tale i UN om den ikke voldelige terrorisme og Extremisim Bill, som til trods for dens fokus på islamisk ekstremisme har alt for stor rækkevidde. Mange i det uafhængige miljø, ofte betegnet som det alternative, hvor myten om faktualiteten er kommet på sin hårdeste prøve forstod, at budskabet utvetydigt også gælder dem, især the 911 truth movement og adskillige andre, som udfordrede magtelitens ekspertise på de mest følsomme punkter.

Hvad siger det egentlig om faktualiteten, at den skal beskyttes med pigtråd og politistav? At den ikke kan stå på egne ben?

Og det er her hvor tingene for alvor bliver kompliceret. I alle disse afsporinger overholdt man normen og den gode skik for fakta dannelse. Man bedrev en redelig videnskab. Altså, i post-faktualiteten er der ikke kun tale om at vi bliver udsat for nogle billige kinesiske kopier og at snyd ikke engang forsøges skjult, men at originalen forsvandt og at folk indså, med lidt overskægget deja-vu, at det hele var menneskelig, alt for menneskelig.

Pointen er, at når mængden af rod, usikkerhed, løgn og bedrag synes at have nået sin kritiske masse, så kan man med rette spørge om vi nogensinde har haft faktualitet. Var det blot en myte opdyrket af de barmhjertige autoriteter? Hvis ja, så er den postfaktuelle verden blot en afmytologiseringsproces. Den er en erkendelse, at vi aldrig rigtig havde noget faktuelt. Den er afgudernes ragnaroks anden del, denne gang i noget sekulær form. Det viser sig som et folkeligt opgør med autoriteterne, herunder ekspertvælden. Lugten af røgen fra det Aleksandrinske bibliotek spreder sig igen i sit rebelske raseri.

Nu er skurken blevet et folk, som tror det kan tænke. Et folk som ikke længere kan overbevises om at det har brug for hyrder. Et folk som kan skelne mellem simulakrum og originalen og måske vil helst bo i et simulakrum, som det selv har skabt. Et folk der tog den røde pille.

At man stadigvæk holder fast i faktualiteten minder lidt om vores holdning til professionel sport. Ligegyldigt hvor meget doping der bliver afsløret, så vælger vi stadigvæk at gå meget op i den, som om intet var sket. Det ligner eksistentiel flugt, den blå pille, der ordineres hver gang der er mistanke om et intellektualiseringsrecidiv hos hoben.

En verden der skal sømmes fast til en myte

En anden bekymring vis-a-vis post-faktualiteten er, at nu er man gået så vidt, at verden opfattes som en konstruktion, som enhver har ret til at omforme ved at forme folks formodninger og overbevisninger om den. Men den sociale virkelighed er en konstruktion. Den sociale verden ER hvad vi tror den er. Sproget er både slagmark og våben på samme tid, og lige meget hvor tesen om ”division of linguistic labour” end holder, så kan både folket og sproget noget mere. Det var Walter Lippmanns udgangspunkt samtidigt med at han understregede, at det som folk tror verden er, måtte ikke overlades til tilfældighederne. Det var det historiske øjeblik, hvor tænke-tanke begyndte at tænke på folkets vegne. Foucault indså hvordan videnskaben og fakta-produktion revolutioniserede magtbegrebet og tjente eliten ved at etablere et nyt magtparadigme, der midt i oplysnings æra havde en nærmest overtroisk karakter. Tvunget til at adlyde, blev erstattet med opdraget til at adlyde.  Set i lyset af dette er opråb, at vi er på vej tilbage til middelalderlig magtpolitik måske snarere en ”eyeopener” end et tilbageskridt.

Verden er for længst blevet forvandlet til en markedsplads hvor alt har sin pris og ”time to market” er det vigtigste motto. Måske var det tilsigtet med liberalismens fremmarch, måske var det en utilsigtet sideeffekt. Men her gælder det, præcis som Nietzsche indså for mere end 100 år siden, at hvis man vil have opmærksomhed, så gælder det om at råbe højest. De højrøstede har øjnet deres mulighed, da en stærk stemme kan ”trumfe” det hele.

Hvad så nu, Fakta Fupsen?

Videns autoriteternes autoritet blev undergravet gennem en påtvungen gennemsigtighed (læs internettet) og spørgsmålet ”hvad skal man tro” er for mange blevet erstattet med spørgsmålet ”hvem skal man tro”. Post-faktualiteten er ikke blot inflation og prostituering af ekspertbegrebet. Den er også en slags forældresvigt suppleret med følelsen, at man er overladt til sig selv. Den følelse har mange der står udenfor og betragter dette efterhånden cirkusagtige forestilling om ekspertvældens klodsede undergang. Det er et kaos og kaos frembringer utryghed, en tilstand som tvinger en til en ægte eksistentiel konfrontation med sig selv. Den eksistentielle dimension skal men dog ikke romantisere, da den subjektive sandhed i post-faktualiteten blev genfødt vulgært, som under en voldtægt eller snarere incest.

Hvor vi går hen herfra er ikke til at sige, men det bliver nærmest umuligt at gå tilbage og genopleve den afsjælede illusion. Den blå pille har kun begrænset virkning. Men en ting synes sikker – den etiske fordring må være lyset for enden af den post-faktuelle tunnel, der fører til den post-postfaktuelle verden.

[1] Med en lille smule højrefløjs paranoia kan man få den tanke, at her i Danmark fører man (u)bevidst Hilarys kampagne ved konsekvent at udstille Trump?

[2] Lance deHaven Smith.

[3] Ifølge FED, som henter deres data fra LBS ligger ledigheden i USA på lidt over 5%, men mange uafhængige eksperter har lavet et regnestykke, som viser, at den faktisk ligger på c.a. 23%. Et eksampel på en uofficiel opgørelse findes her: http://davidstockmanscontracorner.com/newsflash-from-the-december-jobs-report-the-us-economy-is-dead-in-the-water/

[4] Peter Gøtzsches skarpe kritik af dette forhold findes i hans bog https://www.saxo.com/dk/doedelig-medicin-og-organiseret-kriminalitet_peter-c-goetzsche_haeftet_9788771377927

[5] Svineinfluenza fupnummer blev allerede lavet i 1976

[6] Dem der foretrækker video kan følge linket: https://www.youtube.com/watch?v=zcHdmnTbH9Q&feature=player_embedded

[7] I en række lande er det strafbart, at benægte Holocaust. Ligeledes vedtog parlamenter i en række lande en resolution, der etablerede en historisk begivenhed som en bestemt kategori, f.eks. folkemord. Det mest berømte eksampel nok de Tyrkiske forbrydelser mod Armenier. http://www.armenian-genocide.org/recognition_countries.html

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.