af Vladan Cukvas
Ideen om basislønnen har en lys side i kraft af sin praktiske konsekvens. Vi slipper formentlig for en del af panoptikonet, hvor de mindre fattige slaver overvåger de lidt fattigere slaver til stor glæde for de få rigeste. Det har jeg altid opfattet som en slags social eller klasse-masochisme. Hvis basislønnen skal sætte en stopper for det, så er det godt. Og jeg kan sagtens forestille mig et samfund, der frigør den enorme mængde energi som dets borgere bruger på at holde øje med hinanden og tilpasse sin opførsel efter overvågningsregime. Jeg kan også forestille mig, at den frigjorte energi kan materialiseres igennem øget kreativitet, som kan have den konsekvens (eller ligefrem erklæret mål), at menneskeheden udvikles hinsides dens materiale vilkår.
Men, jeg kan også forestille mig et samfund, hvor energien ofret til kontrol bliver midlertidigt væk ved at ændre navnet. Illusion er så stærk, at alle føler sig frifundet og uskyldiggjort og til en vis grad lige og trygge. Men når tricket er ved et være slidt op, så står vi igen i det gode gamle hængedynd uden ide hvad vi skal gøre. Måske har nogle af os sluppet sin kreativitet løs i mellemtiden, men medmindre det lykkedes den kapitalistiske økonomi at omsætte den til profit, så er vi ikke sikret mod noget på sigt. Vi bliver plaget af de samme gener som vi fik af hamsterhjulet.
Det ser ud til, at der er en tynd rød linje som adskiller de to samfund og den hedder beløbets størrelse.
Krydser beløbet linjen så bliver ideen til noget radikalt nytænkende, fordi den hænger sammen med nogle andre ideer på en bestemt måde.
Krydser beløbet ikke linjen, så er vi indforstået med vores prekære position og har fuld forståelse for den gode sag den 1 % kæmper for. Og vi lider af Stockholm syndromet. Punktum!
Kan man stole på en ide hvis skæbne afhænger af matematik? Det er jeg meget i tvivl om. Det synes jeg er en svaghed ved den.
Arbejdsgivere får en mindre stat, hvilket er noget de kan juble over. Men jeg er i tvivl om at arbejdsgiverne er med på ideen hvis de ikke har nogen mekanismer til at presse folk til at arbejde på deres vilkår. Så vi slipper næppe for bureaukratiet, heller ikke for overvågning og kontrol.
Det kræver en ændring af tankegangen på en dybere plan. Vores politiske historie er en historie om krige for at få ejerskab over natur og menneske ressourcer (arbejdskraften). Fredstiderne var blot pauser mellem voldsudbrud, hvor den besejrede var træt af at kæmpe, eller hvor der for en kort stund balancen opstod og blev brugt til at omgruppere og finde på nye og mere effektive voldsformer. Det ligger dybt i vores vilje til magt for hvilken ejerskabet har altid været det dominerende udtryk. Basislønen ændrer næppe ved noget så fundamentalt som ejerskabet. Den ændrer heller ikke noget ved økonomismen som den dominerende doktrin om samfundsorde. Fordele ved ideen bliver allerede gjort op i kapitalistiske termer og vurderet med økonomiske briller.
Set med kyniske øjne lyder det som om man prøver at få folk til at holde kæft med at stoppe få tusind kroner i munden på dem. Får Diogenes ret igen?
Jeg synes, at vi fortjener mere og bedre. I en tid hvor 1% ejer mere end 3,5 milliarder af de fattigste mennesker, skal vi virkelig opfatte en ubetinget kontanthjælp som en stor fremskridt? Spørgsmålet er ægte, det er bare svaret der ofte opfattes ”retorisk”.
Og for resten, den globale kapitalisme har nogle dybe strukturelle og ”systemisk vigtige” fejl, der gør at prekæriatet fremstår som en bumse i forhold til en svulst. Hvis ikke snart bliver gjort noget, så vil hele snakken om basisløn være rent akademisk.
Og Diogenes får ret igen.