af Vladan Cukvas

Ideen om basislønnen har en lys side i kraft af sin praktiske konsekvens. Vi slipper formentlig for en del af panoptikonet, hvor de mindre fattige slaver overvåger de lidt fattigere slaver til stor glæde for de få rigeste. Det har jeg altid opfattet som en slags social eller klasse-masochisme. Hvis basislønnen skal sætte en stopper for det, så er det godt. Og jeg kan sagtens forestille mig et samfund, der frigør den enorme mængde energi som dets borgere bruger på at holde øje med hinanden og tilpasse sin opførsel efter overvågningsregime. Jeg kan også forestille mig, at den frigjorte energi kan materialiseres igennem øget kreativitet, som kan have den konsekvens (eller ligefrem erklæret mål), at menneskeheden udvikles hinsides dens materiale vilkår.

Men, jeg kan også forestille mig et samfund, hvor energien ofret til kontrol bliver midlertidigt væk ved at ændre navnet. Illusion er så stærk, at alle føler sig frifundet og uskyldiggjort og til en vis grad lige og trygge. Men når tricket er ved et være slidt op, så står vi igen i det gode gamle hængedynd uden ide hvad vi skal gøre. Måske har nogle af os sluppet sin kreativitet løs i mellemtiden, men medmindre det lykkedes den kapitalistiske økonomi at omsætte den til profit, så er vi ikke sikret mod noget på sigt. Vi bliver plaget af de samme gener som vi fik af hamsterhjulet. Continue reading →