af Vladan Cukvas

Vi har lige overstået en folkeafstemning om hvorvidt Danmark skal med i Europol. Eller handlede den om hvorvidt retsforbeholdene skulle afskaffes, eller måske noget imellem de to muligheder. Det viste sig faktisk at ikke alle, inklusiv politikeren selv, var rigtig klar over hvad der helt præcis blev stemt om. Alligevel, blev resultatet et klart og entydigt NEJ på trods af politikernes anbefalinger (63% af folketinget, inklusiv de største og regerende partier) til at afkrydse et JA.

Selvom det nu ikke var helt klart hvad vi skulle sige ja eller nej tak til, er det alligevel meget interessent at undersøge bevægegrunde for Nej stemmerne. Jeg gætter på, at der er mange forskellige og til tider modstridende motiver der har spillet ind. Mange vil dog, ligesom det blev gjort op til og under selve kampagnen, fremlægge grunde hvorfor de stemte nej eller ja, men eksperternes analyser vil typisk se bort fra disse grunde og fokusere på årsagerne. Jeg vil ikke forsøge sådan en analyse her, men vil blot komme kort omkring nogle af de nævnte motiver og forklaringer der gjorde sig gældende både før og efter afstemningen.

Dumhed – Nej sigere var dumme og dårligt oplyste var en af forklaringerne. Den blev underbygget med henvisning til, at de økonomisk bedre stillede, som typisk er højtuddannede og dermed klogere, stemte overvejende ja. Den forklaring ser jeg som et udtryk for ærgrelse som er karakteristisk for en intellektuel, der samtidigt er en dårlig taber. Han ser Nej’et som en fejl beslutning og fejlen kan kun skyldes at de andre ikke er så kloge som ham selv. For ikke at går ind i en psykoanalyse her, vil jeg blot nævne, at den type reaktion er udtryk for manglende respekt for den politiske proces og det er godt nok besynderligt når den kommer fra en politiker. Dog, var der også journalister der fik ideen til at udlægge tingene på den måde og som i øvrigt syntes, at den folkelige dumhed var deres dybe indsigt i sagens kærne. Oven i det skynder eksperter og ”kloge” journalister sig til at finde en måde at rette op på fejlen – en parallel aftale, politisk omskoling, en bedre kampagne næste gang eller blot en vej udenom Nej’et. Vel, held og lykke næste gang kloghovederne.

Mistillid – var det som blev konstateret af mange såkaldte objektive observatør med en klar følelse af skuffelse. Ingen grund til at være skuffet! Mistilliden er faktisk noget positivt, for hvis der stadigvæk findes mennesker der har stor tillid til regering og politikerne, så må jeg hellere se at skride herfra, for det ligner en skræk film med omvandrende politiske zombier som er blevet til virkelighed og jeg er med i filmen imod min vilje. Mistilliden kan kun være et sundhedstegn i en tid hvor den korporative magtkapring er i fuld gang. Den er ligeledes et tegn på et fejlslagent forsøg på politisk hjernevask fra politikernes side som i denne sammenhæng agerede, ligesom mange gange før, som fodfolk for den korporative kapital og den dertilhørende teknokratiske ideologi. Den rigtige dagsorden lå godt skjult bag den elokvente og godgørende facade, men folket valgte at stole på deres instinkter som sagde til det, at der gemmer sig noget farligt og lumsk bag et JA. Det irrationelle i friheden gjorde det af med det rationelle i frihedsafgivelsen. Vi er godt nok ikke eksistentielt autentiske hele vejen igennem, men af og til må vi ty til ulydigheden som er jo en politisk dyd. Eksistentialistisk set er et ”forkert” valg oftest det eneste rigtige ting at gøre.

Det Europæiske fællesskab – Har vi lige vist manglede vilje til at være sammen med vores europæiske medborgere? Har vi glippet chancen for at styrke fællesskabet? Det har vi nok på sin vis, men det er langt fra første gang det sker. For det første holder vi fast i at visse europæiske folkeslag ikke kan være vores medborgere uden videre. Så dér røg vores europæiske fællesskab, som jo fra starten var tænkt som et EU fællesskab, altså noget lidt begrænset i sin rækkevidde. Vi blæste jo på Grækernes pinsler under finanskrisen som førte til de facto bankerot af den Græske stat. Vi blæste jo på deres problemer med flygtningestrømmen. Det bekymrede os kun når de udsultede, PTSD gespenster dukkede op på vores foretrukne græske øer uden feriepakker og charter fly. Dér røg vores EU fællesskab. Hvorfor skal et fællesskab bygges ved at indføre en fælles valuta, integreret økonomi, kapitalens frie bevægelighed, et folkefjern exectuive board som styrer EUs vigtigste funktioner med jernhånd og en overstatlig politi styrke? Skal handel med varer og masseovervågning være vores stærkeste bånd? Hvad med at lære hinanden at kende ved at møde den græske, spanske, polske eller den tjekkiske kultur på vores eget sprog? Der er noget grundlæggende forkert med tilgangen til fællesskabsproblemet. EU ligner jo en krop uden skellet, uden kød på. Og at række en hjælpende hånd og komme hinanden til undsætning er i hele EU fællesskabsprojektet overladt til tilfældige individuelle tilskyndelser. De ansvarlige har det alt for travlt med at værne om de store bankers vel. Som Nietzsche påpegede, man skal have en vis dosis af kynisme for at kunne se klart. Og det havde nogle i Danmark.

Terrortrussel og sikkerhed – Ja den er god, især efter det der skete i Paris. At skræmme folk er et gennemprøvet overbevisnings trick der stadigvæk virker. Det er bare blevet sværere at se nu om dage hvem de mørke kræfter egentlig er og hvad eller snarere hvem der holder dem i live. Vi er efter al sandsynlighed ofre for en række Gladio operationer og de stopper ikke før både USA og EU har skabt et stalinistisk sikkerheds- og overvåningsapparat med folkets velsignelse vel et mærke. Dette er dog ikke en udbredt opfattelse blandt europæerne af den sikkerhedsmæssige hængedynd vi befinder os i. I en tid hvor det er blevet utrolig svært at vide hvem ens allierede er og hvem er fjenden hjælper det ikke, at de fleste er i tvivl hvilke af vores humanistiske værdier skal veje tungest når vi er stillet over for et radikalt valg. Og en krise udløser altid en værdikonflikt og dermed også en værdikamp. Det ser ud til at vi turde tage kampen op. Nej’et var en slags instinktiv reaktion på det pres vi oplever fra alle sider. Lige meget hvor presset kommer fra vedrør det altid og essentielt vores frihed. Og når vi føler at presset er pludseligt blevet for stort så råber vi Nej. Nogle af os, i hvert fald.

Flygtninge tsunami – Når vi nu har fået smagt Græsenkernes hverdag de sidste 5-6 år (deres asylsystem kollapsede tilbage i 2011 hvorefter Dublin forordningen blev suspenderet af en række EU lande) har manges reaktion været at opsætte pigtråd langs grænserne og Schengen aftale vil efter alt at dømme blive suspenderet. I stedet for at prøve at hjælpe kriseramte lande og flygtninge i nær områder ved at stoppe den krig som vi selv var med til at starte og “vedligeholde”, blev vi rådet til at opstille mere pigtråd, mere overvågning, mere politi, mere kontrol og en lumsk aftale med Erdogan om at stoppe flygtningestrømmen mod betalingen (3 milliarder euro). De første artikler om det tyrkiske politis grove håndtering af flygtninge tyder på at aftalen virker. En som Erdogan kan vi åbenbart stole på for han er our kind of guy for at bruge G. Bush yndlings vending. Alligevel, blev flertallet ikke skærmet nok af flytningerne. Det var måske snarere, at pigtråden og øget kontrol virkede endnu mere skærmende på de fleste.

Suverænitet – den har vi opgivet da vi blev indlemmet i NATO, men tanken har stadigvæk en vis appeal og kan godt bruges i politiske kampagner. Dog, tror jeg næppe at suverænitetsspørgsmålet vejede særlig tungt hos NEJ vælgere. I en tid hvor det moderne gældslaveri trives overalt er det svært at vide hvad suverænitet kan bruges til. I profittens verden, hvor forbrugeren er blevet til idealet, er vi solgt og er til salg, ofte på tilbud. Betal for 2 og få den tredje (suverænitet) gratis er formlen man anvender i det politiske udsalg som er nået i slut-spurt fasen.

Der er godt nok andre motiver og overvejelser der har gjort sig gældende hos den danske befolkning, men personligt ønsker jeg at tro, at hos de fleste var der tale om en slags “nok er nok” reaktion mht. øget kontrol og styrkelsen af politiet. Vi kan da godt leve med tanken om at vores udenrigspolitik bliver bestemt i Washington og Brusseles, men ikke med tanken om at vi skal gennemleve Kafkas Proces, hvor en fjern, abstrakt magt som bestemmer over vores dagligdag bliver endnu mere magtfuld, fjern og utilgængelig.

Jeg ønsker bare at tro, at en lille anarkistisk friheds djævel i os skreg og råbt højt da han følte, at vi bliver frarøvet vores frihed og ansvar under påskud af at det ville være til alles fordel.

Og jeg kan bare citere Benjamin Franklins ord: Those who would give up essential Liberty, to purchase a little temporary Safety, deserve neither Liberty nor Safety.

Djævlen var på vores side i denne omgang.