by Vladan Cukvas

“Vi er ikke terrorens uskyldige ofre” lyder overskriften og budskabet i en artikel som Carsten Jensen, den mest berømte danske dissident, har skrevet i Information. Det som CJ siger, er desværre kun en del af historien og det undrer mig, at han stopper dér. Rigtigt nok, er der tale om en folkelig opstand og modstand mod de fremmede magter anført af USA, som er opstået i de forskellige krigsberørte (læs besatte) lande, ligesom det er rigtigt, at både Saddams og Assads regimer med deres repressive politik overfor politiske modstandere var med til at skabe et miljø hvor ekstremisme trives. Men der er nogle ekstra detaljer som gør, at hele billedet ændrer sig markant når man spotter dem.

Amerikanerne og deres allierede (først og fremmest UK og Danmark) er mildt sagt blevet upopulære i de krigshærgede lande og af mange af deres borgere, som selv har grebet til våben, anses som et legitimt mål. Når man rejser 5-6 tusinder kilometer væk fra sit eget land med våben i hænderne og begynder at skyde på folk, det mindste man kan forvente er, at de skyder tilbage. Det burde stå klart til enhver som kan tænke.

I mange år (siden 1999) har man forsøgt og er lykkedes fra mediernes og Christiansborgs side at sælge krigsdeltagelsen som noget nobelt. Manuskriptet til promovering af krigen var godt nok skrævet i Washington længe før man faktisk kastede de første bomber, men herhjemme har politikerne og medier været lige så gode til at adoptere det som deres amerikanske kollegaer. Se blot på de store antikrigsdemonstrationer, der blev afholdt herhjemme – som enten blev afholdt mens jeg var på ferie eller var det bare noget jeg drømte om.

Vi har på en måde accepteret krigen som en del af vores hverdag, men samtidigt har vi også fortrængt den, for vores hverdag har intet med krigen at gøre. Derfor bliver vi oprørt og overrasket når en mikroskopisk brøkdel af det der har foregået i Baghdad igennem de sidste 14 år sker herhjemme eller i Paris. Det er det ambivalente forhold til krigen – støtte til terror og benægtelse af egen skyld i vold og forbrydelser – som i hverdagssprog kaldes hykleri, som kendetegner os historisk. Det er sort set Carsten Jensens budskab.

Men det som jeg savner er redegørelsen for den tekniske og operative del af krigen, som når man begynder at forstå den, ændrer hele billedet væsentlig. Ikke for ofrene, men mere for de medskyldige, som fx os.

ISIS store succes kan ikke forklares med henvisning til en spontant organiseret modstand, ligeså lidt som det kan forklares med henvisning til det onde som iboende i Islam. Det første er simpelthen alt for dårligt og svarer til at stikke hovedet i sandet. Det andet er krigspropaganda som rider på den europæiske xenofobis renæssance. Succesen kan kun forklares med, at der står nogle magtfulde stats- og korporative interesser bag dem, som brugte deres efterretningstjenester til at sætte det hele i gang. Hvem mon kunne disse efterretningstjenester være?

Lad os nu prøve.

Det er et faktum, anerkendt af både de amerikanske politikere og generaler som ved flere lejligheder har bevidnet i TV og foran forskellige kongressens kommissioner at både Al Qaeda og ISIS, samt en række andre tilknyttede militære grupper er skabt, trænet, forsynet, betalt og støttet af CIA og deres allierede i regionen, Israel, Tyrkiet, Qatar og Saudi Arabien. Dette har stået på siden Sovjets invasion af Afghanistan og Brzezinskis berømte tale i Pakistan. Dette faktum er vel dokumenteret af de mange amerikanske fredsaktivister og historikere.

Men det er ikke noget nyt. CIA’s hemmelige og yderst beskidte krig mod venstrefløjen i Italien og Tyskland in 60erne og 70erne og 80erne blev afsløret af den Italienske justitsministeriet og offentliggjort af premierministeren Giulio Andreotti i 1990. Gladio operatives, som typisk var rekrutteret fra højrefløjen (neonazister), stod bag en række politiske attentater og terror angreb i Europa, inklusiv bombning af Bologna togstation i 1980 som dræbte 85 mennesker.  Det kræver blot en lille smule god vilje til at læse de diverse dokumenter og bøger om dette. CIA, MI6 og andre involverede nægter sig selvfølgelig skyldig, hvilket fik flere politisk korrekte historiker til at erklære sagen som kontroversielt eller i det mindste til at nedtone efterretningstjenesternes rolle.

Noget lignende har vi i dag i Mellemøsten. Der blev faktisk skrevet en roman med titlen Gladio B af en tidligere FBI whistleblower (Sibel Edmonds), som bruger en fiktiv historie til at beskrive Gladios genoplevelse i Tyrkiet igennem de sidste 10 år.

Al Qaeda og dens ISIS udgave var oprindeligt dannet som en proxy hær, som skulle bekæmpe Sovjets styrker i Afghanistan. Siden Sovjets Unions sammenbrud har denne private hær flyttet sig i regionen og i nord Afrika og er vokset alt efter behov. Sjovt nok, området som ISIS holder under sin kontrol matcher rigtig godt ruten for de rørledninger som skulle sælge Qatars og Saudisk olie til Europa (salafi områder), og som Assad aldrig gik med til. I stedet valgte han en alliance med Iran og Irak for at sælge Iransk olie og gas til Europa, noget Saudi kongehuset ikke ville tillade. Derfor måtte han gå, men ingen regnede med Putin tilbage i 2010 da forhandlingerne om projektet definitivt gik i vasken

 CIA skyndte sig til at ”hjælpe” sine venner i Mellemøsten og hurtigt efter ødelæggelsen af Libyen dukkede en hær op i Irak langs grænsen til Syrien og udnyttede de ikke voldelige fredags protester mod Assad til at starte en borgerkrig. Det som i 2010 var nogle få hundrede velbevæbnede og veltrænede mænd voksede i løbet af 3 år til en 70-80 tusind mænd stærk hær, som kontrollerer et område hvor der bor c.a. 5 millioner mennesker. For at kunne være i stand til det, måtte de finde veje til at finansiere deres krigsoperationer. I starten var det løsepenge og skat inddrivelse, men på sigt havde de brug for en større og mere stabilt indtægtskilde. Det blev olie. I mere end et år har NATO ført en krig mod ISIS og i al den tid er det lykkedes ISIS at modstå angrebene (for så vidt der var nogle rettede mod dem), at vokse sig stærkere og for alvor at presse Assad i hjørnet. Penge manglede de ikke, da de stort set uforstyrret solgte Irakisk og Syrisk olie til os via diverse mellemmænd.

Da Russerne blænder sig for alvor i konfliktet og går efter olie smugling ruter, som alle sammen fører til Tyrkiet, begynder NATO pludselig at bombe med mere intensitet, angiveligt de samme mål – konvojer og olie raffinaderier. Russisk militær fremlagde for nyligt en masse billeder af lange lastbil konvojer, som regelmæssig krydser den tyrkiske grænse og bekræftede dermed de historier som nogle Tyrkiske og Irakiske aviser bragte for ikke så længe siden. Selv om Amerikanske medier og politikere talte om det for mere end et år siden ventede US styrker med at angribe af hensyn til miljøet og chaufførerne som de ikke mente var medlemmer af ISIS. Siden november forsvandt pludseligt de moralske skrupler og amerikanerne sluttede sig til de russiske bombetogter rettet mod olie konvojer.   Erdogan ville ikke tillade det, men han kunne ikke gøre ret meget idet Obama ikke ligefrem er hans store ven, så i et øjeblik af vrede nedskyder han et russisk fly og starter den alvorligste diplomatiske krise, som kommer til at vare længe og vil formentlig ende med hans afsættelse. Den store køber af olie made in ISIS (op imod 75%) viser sig ifølge visse arabiske og Israelske medier at være Israel.

Den gode, den onde og den grusomme

ISIS er for det meste kendt for sin brutale halshugninger af fanger, som ironisk nok ingen klager over når de bliver stats autoriseret i Saudi Arabien fordi folk bliver fundet skyldige i at være homoseksuelle. Men sagen bliver ikke simplere når det viser sig, at video klippet af den første halshugning (James Foley) var digitalt manipuleret og efter al sandsynlighed falsk, mens selve drabet menes at være udført med kameraet slukket. Så vi har fundet den grusomme.

Alligevel, selv ifølge visse anti-ISIS  media i den arabiske verden formår ISIS det som ingen andre kunne i lang tid – at skabe en relativ økonomisk sikkerhed for de mennesker der bor i de områder som er under deres kontrol. En stor del af den ”populære” tilslutning til ISIS skyldes netop, at de belønner folk for deres loyalitet ved at sørge for at der mad på bordet. I et land og i en tid hvor freden virker som så fjernt, står ISIS for de gode ting udover at bekæmpe korrupte regimer som den Syriske.

Hvis vi zoomer ind lidt mere og kigger på de forskellige grupperinger som går enten under betegnelsen moderate rebels eller ISIS så finder vi et virvar af forskellige delinger og alliancer, som har etniske, sociale og religiøse dimensioner i sig. Disse grupperinger og alliancer er meget dynamiske og ser ud til at ændre sig hele tiden, samtidigt med at de handler med hinanden hvis mulighed for at tilrane sig rigdomme opstår.

Nu må man altså spørge sig selv om den historie der blev solgt til os herhjemme og som går ud på, at vi de gode må ofre sig for verden og bekæmpe det onde ISIS, overhovedet give mening. Hvor meget spin skal der til for at forvandle en morderisk og beskidt kamp om energi ressourcer og profit til at lyde som en legende om de tapre 300 der standsede det ondes imperium ved Thermopylae. Der skal ikke ret meget til når man har et publikum som er villig til at blive snydt.

Vi må spørge os selv hvem de tapre 300 egentlig er og hvem det ondes imperium er, os eller dem. Ingen vil jeg sige. I en verden hvor vi alle sammen er skyldige i en stor forbrydelse hjælper Hollywoods sort-hvid fortællingsteknikker kun til at skjule sandheden.

Glorifikation af krigen og volden lever kun takket være oversimplifikation af fakta og virkeligheden.