af Vladan Cukvas

Diskussionen om hvem bærer skylden for ledigheden minder lidt om diskussionen om hvis skyld finanskrisen var. Var det de uansvarlige låntagere, eller bankerne der smed penge omkring sig. Hvem var den største spekulant? Var det mennesker som købte lejligheder, som de aldrig havde planer om at betale tilbage, men blot at sælge for at inkassere friværdien, eller bankerne (ejendomsmæglerne, byggeinvestorer) der tjente på hver transaktion og i øvrigt spillede poker spil udenlands. Eller var det den daværende regering som med sin politik gjorde alt for at puste luften i boligboblen (fastfrysning af boligskat, afdragsfrihed, Københavns kommunens foræring af sociale boliger til andelsboliger, et mislykket forsøg på at dumpe boligselskabernes lejligheder på markedet under gunstige vilkår for lejerne osv.). Sagen er den, at regeringen sammen med bankerne startede pyramidespillet, og når folk øjnede muligheden for at tjene nemme penge, så gjorde de det, vel at mærke opfordret af både bankerne og regeringen. Alt så godt ud. I foråret 2008 var ledigheden 1,6%, og boligejerne kørte rundt i pandekagelandet i deres store firehjulstrækkere med de første iPhones i lommen. Men så kom finanskrakket

Flere år efter udkom en officielt rapport om krakket, Rangvid rapporten. Det har kostet samfundet 200 milliarder korner, noget i omegnen af 11% af BNP i 2008. De 200 milliarder er en slags minimum indskud, for regning bliver meget højere, helt op på 1600 milliarder ifølge Rangvid udvalgets beregninger. Det har staten lånt fra danskerne og givet til bankerne for at stabilisere finanssystemet.

Lige meget hvis skyd finanskrisen var, så var løsningen at danskerne skulle vise solidaritet og give pengene til bankerne. Prisen var mindre offentligt forbrug. Færre undervisningstimer på skolerne og universiteterne, forkortelse af dagpenge perioden, samt en hel del fyringsrunder og forringelser i det offentlige hele vejen igennem. Det er hvor de 200 milliarder skulle komme fra, hvis den danske stats kredit vurdering skulle opretholdes. Dette gjorde bankerne og hovedaktionærerne meget glade. Ingen under at vi i dag bliver bombet med gode nyheder om stigende aktieindekset, C20, S&P, NASDAQ osv, mens arbejdsløsheden enten stiger eller forbliver det samme. For at få balancen i regnskabet valgte mange store virksomheder at flytte produktion udenlands. Landbruget førte an med at flytte 23.000 arbejdspladser fra danske gård plus c.a. 30% af slagteri jobs til udlandet siden 2003, efterfulgt af dansk Industri som har nedlagt 30% arbejdspladser siden 2000 hvilket svarer til 123.000 jobs. Det blev kompenseret med nye jobs in servicesektoren, men på sigt kan vi ikke leve af at give hinanden gode råd eller klippe hinanden. Slet ikke at tale om, at mange store virksomheder (typisk udenlandske) slet ikke bidrager til den danske stats kasse. Altså, lige meget hvem der bar skylden for krakket og globalisering, så var det jævne menneske der måtte betale prisen, og de arbejdsløse fik en ekstra regning i form af en fyreseddel.

Seks år senere får de arbejdsløse også skylden for at de ikke var i stand til at skabe de arbejdspladser som blev væk og som hverken regering eller de store virksomheder (der elsker at kalde sig selv visionær og kreative) med stor egen kapital ikke kunne i de forgangne seks år. Og ansvaret forskubbes længere ned ad stigen, så de unge mennesker presses til at tage sig sammen og vælge en uddannelse som Danmark måske vil få brug for om fem eller ti år, medmindre finansspekulanterne i tæt samarbejde med Christiansborg taber endnu en omgang af pokerspil. Hvor uansvarlige, dumme og dovne måtte de unge dimittender, sammen med deres aldrende fyrede kolleger være når de ikke kunne løfte den opgave som regering efter regering ikke var i stand til at gøre. Oven i det, bliver de kaldt for utaknemlige når de ikke slås med mindreårige om jobs i Netto og Fakta. Led os være på det rene, der er intet skamfuldt i at en PhD’er betjener flaske automaten i Netto, men der er noget idiotisk ved det, at èn hvis uddannelse har kostet flere hundrede tusind, måske millioner af kroner, udfører et arbejde der kan udføres af stort set hvem som helst. Det svarer til at bruge en 10.000 kroner dyr Georg Jensens vase som brevpresser eller donkraft når man vil skifte dæk på en bil. De vaser kan sagtens klare det. Mon, samfundet kan.

Inden de arbejdsløse bliver knaldet og ryger i skraldspanden (kontanthjælp) først skal der være lidt forspil, man kalder aktivering. Pointen med aktiveringen har aldrig været helt klar for mig. Er det en afstraffelse eller en hjælpende hånd samfundet rækker ud til de ledige? Hvis det er en hjælpende hånd, er den knap så effektiv som den, der var rakt ud til bankerne. Efter en tid på dagpenge ligner aktiveringen og dertil knyttede kontrol en situation, hvor en livredder holder godt fast i det druknende menneske, men kan ikke (vil ikke?) trække ham i landet. Mens de to står sådan, den ene i sikkerhed og den anden ved at drukne, så prøver livredderen at belære den druknende om arbejdskultur, at højne hans arbejdsmoral. Bag den praktiske del, handler aktivering ofte om en slags ideologisering af de arbejdsløse, om at få dem til at tænke på en anden måde om sig selv. De skal forestille sig at de er et produkt der skal sælges og kræver derfor marketing. For CBSerne forekommer det måske ganske naturlig, men for mange humanister….

Det er ok at man benytter sig af de få gode tips dagpengemodtagere får fra a-kasser, jobcentre, anden aktører. De virker ind i mellem, og det lykkedes for nogle at presse sig ind på arbejdsmarkedet. Problemet er, at hver gang det virker så er det på bekostning af andre der bliver fyret. Det er et simpelt matematisk regnestykke. Det musikalske stole leg mange af os har leget for sjovt til fester, men nu spiller vi det med livet som indsats. Så længe der ikke findes jobs nok for alle, så løser man ikke problemet med at plædere for individuelt brænding, aggressiv jobsøgnings strategi osv. I USA kalder man det ”kicking the can down the road”.

Tilbage til ansvaret. De unge og de arbejdsløse føler nok med rette, at løbet de deltager i begyndte med en tyvstart, og det var dem der blev snydt og kom for sent. Deres chancer for at vinde løbet er de mindste, men ansvaret for at løbet gennemføres er lige stort som de andres. Om det er fair, gider jeg slet ikke spørge. Men medier kampagner kører og situation i dag er den, at der tales meget om de arbejdsløses ansvar eller mangel på samme. Og det har haft effekt. Når jeg møder ledige og læse deres læsebreve, virker det som om mange er begyndt at føle, at det er deres skyld. Lidt ligesom voldtægtsofrer, der skammer sig over at de blev voldtaget og hele tiden tænker om der var noget de kunne have gjort anderledes, bedre. De glemmer at en eller anden har sluppet voldtægtsmanden løs. Led os være på det rene. Selv hvis alle bærer del af skylden for det der skete for seks år siden, så medførte løsningen at nogle måtte betale en større del af regningen end andre. Og nu er de arbejdsløse ligesom små børn der ødelægger mors og fars karriere, på grund af en julefrokost for seks år siden med alt for meget sprit og en sexet kollega. Børnene tager alt for meget tid, alt for meget energi, og man kan ikke bortadoptere dem da ingen rigtigt ønsker dem. Babysitting koster og møgungerne gider ikke rigtig vokse op.

Mange ting vil blive sagt om de arbejdsløse i den kommende tid, som efter alt at dømme vil bringe tykke mørke skyer over hele verden, inklusiv kongeriget. Hvad folk vil tro, inklusiv de arbejdsløse afhænger af folks korte hukommelse. Det har det altid gjort.